AGF får bøde efter strømsvigt og pyroshow i pokalkamp

22. APR 2024 • 12:45SPORT

AGF skal betale en bøde på 175.000 kroner efter strømsvigt og fyrværkeriaffyring i pokalsemifinalen.

Superligaklubben AGF får nu en bøde for, at pokalsemifinalen hjemme mod FC Nordsjælland 11. april var i alvorlig fare for at blive rykket til en anden dag.

Grundet et strømsvigt på Ceres Park, hvor lysmasterne længe ikke virkede, endte opgøret med at blive udskudt i 90 minutter, før kampen blev fløjtet i gang cirka klokken 21.30.

AGF's fans affyrede under og efter kampen adskillige nødblus - ofte omtalt som romerlys. I alt har Fodboldens Disciplinærinstans tildelt AGF en bøde på 175.000 kroner i forbindelse med kampen.

Af kendelsen fremgår det dog ikke, hvor stor en del af bøden, strømsvigtet udgør.

- Fodboldens Disciplinærinstans har ved strafudmålingen tillagt det vægt, at der var tale om omfattende og organiseret brug af pyroteknik, som medførte spilstop, og at kampen blev udskudt i hele 90 minutter på grund af problemerne med lysmasterne på Ceres Park, lyder det i kendelsen.

Kendelsen kan appelleres inden for to uger.

Det er AGF, der som arrangør af kampen har ansvaret for at overholde turneringsreglerne, herunder at der er lys i lysmasterne.

Semifinalen blev fløjtet af klokken 23.28. Var den gået i forlænget spilletid, var der blevet tale om en midnatsforestilling.

AGF vandt kampen 1-0 og møder Silkeborg i pokalfinalen 9. maj.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT