AC Horsens fremtidssikrer kroatisk rollemodel

18. AUG 2022 • 10:16SPORT

AC Horsens har forlænget med den kroatiske keeper Matej Delac frem til sommeren 2025.

Superliga-oprykkeren AC Horsens har forlænget sit samarbejde med den kroatiske keeper Matej Delac frem til sommeren 2025.

Det skriver klubben torsdag på sin hjemmeside.

29-årige Delac havde oprindeligt kontraktudløb til næste sommer, men yderligere to år er nu lagt på aftalen.

- Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at Matej er så glad for at være i AC Horsens, at han har lyst til at blive i længere tid.

- Han er en vigtig leder og rollemodel - ikke kun for målmænd, men for alle spillere, der vil have det maksimale ud af deres talent, siger Horsens-træner Jens Berthel Askou til klubbens hjemmeside.

Delac er i gang med sin femte sæson som Horsens-spiller, og han åbnede denne sæson med tre clean sheets i træk i sejre over FC København og Lyngby samt en uafgjort mod AaB.

- Han var meget vigtig i forhold til vores resultater i sidste sæson, og han har også vist rigtig gode takter i denne sæson. Han er en populær fyr i omklædningsrummet og hos fansene, og man ved altid, hvad man får fra ham, siger Askou.

Delac glæder sig over at være i en fremgangsrig klub.

- Fire år i den samme klub er lang tid, men jeg er stadig glad for at være her og være førstevalget i målet, hvilket er vigtigt for mig.

- Jeg har en god forbindelse til alle i klubben lige fra folk på kontoret, i køkkenet, i staben og i omklædningsrummet, hvor jeg føler mig respekteret af mine holdkammerater, siger keeperen.

Delac kom til AC Horsens fra Chelsea i sommeren 2018. Han nåede dog aldrig at få førsteholdsdebut for den engelske storklub, men var i stedet afsted på en stribe lejeophold.

Han har indtil videre spillet 121 kampe for AC Horsens.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU