Aarhus Håndbold vinker farvel til træner efter nedrykning
Jeppe Vestergaard er færdig som cheftræner for Aarhus Håndbold, meddeler klubben torsdag.
Det bliver en ny cheftræner, der skal forsøge at få Aarhus Håndbold tilbage i den bedste danske række for kvinder.Jeppe Vestergaard forlader Aarhus Håndbold efter en skuffende nedrykning, der blev en realitet tidligere i april med sidstepladsen i grundspillet.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Bestyrelsen i Aarhus Håndbold og cheftræner Jeppe Vestergaard Kristensen er efter gensidig aftale enige om at ophæve samarbejdet med udgangen af sæson 2024-2025.
- Aarhus Håndbolds status som 1. divisionshold i den kommende sæson bliver derfor med ny cheftræner, oplyser klubben.
Aarhus Håndbold takker Jeppe Vestergaard for indsatsen og siger samtidig også farvel til assistenttræneren Mathias Broløs Kristensen.
Jeppe Vestergaard blev ansat som træner i Aarhus Håndbold sidste sommer, og han fik oprindeligt en toårig aftale med mulighed for at forlænge med yderligere et år.
Det samarbejde er nu afbrudt før tid, og klubben skal til at finde et nyt trænerteam, mens spillertruppen også skal på plads til den kommende sæson.
- Der indledes nu forhandlinger med ny cheftræner og spillertrup for sæsonen 2025-2026. Det forventes, at ny cheftræner offentliggøres i den nærmeste fremtid, lyder det fra klubben.
/ritzau/