Aalborg holder modet oppe trods blodfattig europæisk indsats

31. MAR 2023 • 07:30SPORT

Direktør Jan Larsen er skuffet over CL-exit, men mener, at dansk herrehåndbold er inde i en unik fremgang.

Aalborg Håndbold har en erklæret målsætning om at kæmpe med om Champions League-trofæet. Men det bliver ikke i år.

Torsdag aften blev klubben udmanøvreret af GOG i ottendedelsfinalen, og dermed blev der sat punktum for en skuffende europæisk sæson.

- Det har været en lidt blodfattig Champions League-sæson, siger den bundrutinerede forsvarsspecialist Henrik Møllgaard.

- Vi har ikke fået de nødvendige resultater mod de hold, vi gerne vil måle os med. Vi har været længere væk end i de foregående tre sæsoner. Det er et hak i tuden, men det betyder ikke noget for vores målsætninger.

Aalborg havde forud for sæsonen hentet Mikkel Hansen ind som galionsfigur i jagten på Champions League-trofæet. Men den store stjerne er lige nu dømt ude med symptomer på stress.

Samtidig er flere af holdets store profiler i øjeblikket ude med skader, og det fordrer ikke ligefrem en stor fremmarch i Champions League.

I Aalborg-lejren gjorde de torsdag meget ud af at understrege, at stjernernes fravær ikke er en undskyldning for, at klubben nu er ude. Men både Møllgaard og direktør Jan Larsen kunne ikke undlade at komme ind på det.

- Mod så godt et hold som GOG koster det noget, at vi har nogle stykker ude. Men sådan er det i sport. I 2021, hvor vi kom i Final 4, havde vi ikke en eneste skade. Så det har også noget med held at gøre, når man kommer langt, og vi vil ikke bruge det som en undskyldning, siger Jan Larsen.

Ifølge Henrik Møllgaard er det måske ikke så underligt, at de i Aalborg nu føler, at de er løbet ind i modvind, selv om klubben har nået Champions Leagues knockoutfase.

- Vi har haft fire-fem år, hvor vi ikke på noget tidspunkt er stagneret. Det er kun gået opad. Så det er måske en smule naturligt, at vi rammer et eller andet plateau, siger han.

Både Jan Larsen og Henrik Møllgaard har stor respekt for GOG's præstation i de to ottendedelsfinaler, og direktøren vælger at glæde sig på dansk håndbolds vegne.

- De her to kampe har været helt fantastiske. Der har været utrolig stemning i både Aalborg og Odense, og det har været kampe på allerøverste hylde. Det har været verdensklasse, og det kan vi godt være stolte af.

- Det er første gang, der er to hold, der er nået så langt i Champions League. Begge hold har kvaliteten til at nå så langt, og GOG er slet ikke chanceløs i kvartfinalen mod Barcelona

- Det vidner om den fremgang, der er i dansk herrehåndbold. Det er helt unikt, og det kan vi alle glæde os over, siger Jan Larsen.

Direktøren slår fast, at Aalborg nu går benhårdt efter at støde GOG af DM-tronen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU