Vold og trusler får hver femte til at overveje at kvitte job i psykiatrien

17. JUL 2024 • 11:25INDLAND/KRIMINAL

Medarbejdere har ikke nok viden om udadreagerende borgere i psykiatrien, lyder nødråb fra sektorformand i FOA.

Hver femte medarbejder, der arbejder inden for psykiatrien eller på specialområdet, overvejer at kvitte jobbet på grund af vold og trusler.

Det fremgår af en spørgeundersøgelse, som fagforbundet FOA har gennemført blandt 400 medlemmer, der arbejder i behandlings- og socialpsykiatrien og på specialområdet.

Sidstnævnte omfatter handicap- og døgninstitutioner samt specialskoler.

Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti FOA-medlemmer på området inden for det seneste år har oplevet at blive udsat for vold.

Tanja Nielsen, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, kalder tallene for "skræmmende".

- Det er grueligt galt. Det er alt, alt for mange, som oplever trusler og vold, og det er i sig selv udtryk for, at sikkerheden mange steder slet ikke er i orden for de ansatte, siger hun.

Der har den senere tid været flere tilfælde, hvor patienter og brugere af psykiatrien er gået til angreb på personale.

Senest blev en læge stukket med kniv på Psykiatrisk Center på Amager i midten af juni.

Medarbejderne har ifølge Tanja Nielsen ofte ikke tilstrækkelig viden om brugerne af psykiatrien.

- Vi har ikke nok ansatte med tilstrækkelig viden om det nye borgerklientel, som er mere udadreagerende, fordi mange er dobbeltdiagnosticerede og også har et misbrug.

- Det fører til et højt vikarforbrug, og for mange nye ansigter blandt de ansatte gør borgere og patienter utrygge, og nogle bliver også udadreagerende, siger hun.

Flere steder har man indført metaldetektorer og kropsscannere for at højne sikkerheden blandt patienter og medarbejdere i psykiatrien.

Men det er ifølge Tanja Nielsen "symptombehandling". Hun mener, der skal "langsigtede løsninger" til.

- Der er vedtaget en psykiatriplan med mange gode takter i - for eksempel mulighed for opkvalificering og at sikre de rette kompetencer til de rette opgaver. Det burde ligge lige til højrebenet at få sat det i værk, siger Tanja Nielsen.

Der er ifølge formanden også for mange eksempler på, at der ikke er sammenhæng i behandlingen af psykiatriske patienter, eksempelvis når de udskrives efter endt behandling.

Det bør regeringen tage hånd om i et kommende udspil til en ny struktur på sundhedsområdet, lyder det fra Tanja Nielsen.

Regeringen har bebudet et udspil på området efter sommerferien.

Spørgeundersøgelsen blandt FOA-medlemmerne er gennemført i perioden 20. juni til 2. juli 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT