Vådeste Roskilde Festival i 17 år gav travlhed hos vejhjælpen

9. JUL 2024 • 16:07INDLAND/KRIMINAL

SOS Dansk Autohjælp måtte rykke ud til næsten 100 fritrækninger på Roskilde Festival.

Vejhjælpen havde travlt på årets Roskilde Festival, der var den vådeste i 17 år.

SOS Dansk Autohjælp måtte således rykke ud til lige under 100 fritrækninger, hvor et køretøj sad fast i mudderet og skulle have hjælp til at blive trukket fri.

Og det er en del flere end normalt, fortæller vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, Anette Bjørn Juncher.

- Sidste år havde vi tre fritrækninger på Roskilde Festival, og i år havde vi 97 fritrækninger.

- Og de sidste dage, hvor folk skulle hjem, har været de travleste, siger hun til Ritzau.

Roskilde Festival begyndte 29. juni og sluttede i weekenden.

Der faldt sammenlagt 65,8 millimeter nedbør på årets festival i løbet af den uge, festivalen strakte sig over. Det gør festivalen til den vådeste siden 2007.

Det oplyste Danmarks Metrologiske Institut (DMI) mandag.

Hos SOS Dansk Autohjælp dækker de knap 100 fritrækninger både over køretøjer inde på selve festivalpladsen samt gæster, der sad fast på de tilstødende parkeringspladser.

Ud over fritrækningerne, hjalp man også med starthjælp og hjulskift i relation til festivalen, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Ifølge DMI var det i forhold til nedbøren værst søndag den 30. juni, hvor der faldt 35,2 millimeter regn på festivalen, hvilket er over halvdelen af den samlede mængde nedbør.

- De store mængder nedbør i Roskilde-ugen skyldtes de kraftige vinde og kraftige byger, der passerede landet gennem sidste uge, sagde klimatolog ved DMI Thomas Askjær til Ritzau.

Torsdag den 4. juni og lørdag den 6. juni faldt der begge dage lidt over 11 millimeter nedbør, viser tallene.

Ud over Roskilde Festival rykkede SOS Dansk Autohjælp også ud til Heartland Festival, hvor man trak 47 køretøjer fri fra mudderet, forklarer Anette Bjørn Juncher.

Hos virksomheden anbefales det, at man tænker over, hvor man parkerer, hvis man skal til festival i løbet af sommeren.

I den forbindelse påpeges det, at underlag af græs og jord kan blive meget våde og bløde.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT