Universitet genoptager kemishow efter ulykke i september

6. NOV 2024 • 16:10INDLAND/KRIMINAL

Institutleder fra Aalborg Universitet mener, at det fortsat er vigtigt at skabe interesse for kemi.

Aalborg Universitet genoptager kemishow efter en ulykke på Tønder Bibliotek i september, hvor en flaske eksploderede under showet, og fire personer kom til skade.

Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Argumentet for at genoptage kemishowene er blandt andet, at universitetet hurtigt fik klarlagt årsagen til eksplosionen, og at uddannelsen og oplæringen af de studerende, som udfører showet, er blevet "gået ekstra i sømmene".

- Vi mener fortsat, at det er en kerneopgave for os at skabe interesse for kemi, og derfor genoptager vi kemishowene. De skal være oplysende og underholdende, og ild, røg og andre effekter indgår som en naturlig del.

Det forklarer institutleder for kemi og biovidenskab Kim Lambertsen Larsen. Men han understreger også vigtigheden af sikkerheden.

- Et kemishow skal være en tryg og sikker oplevelse for både publikum og for de studerende, som udfører forsøgene, siger institutlederen.

Tre af de tilskadekomne ved showet i Tønder var børn, som fik lettere skader, da de blev ramt af glasskår.

En 22-årig mand, som var en del af showet, blev indlagt på sygehuset med skader på begge hænder, forårsaget af flasken, der eksploderede mellem hænderne på ham.

Eksplosionen skete i forbindelse med et forsøg, der kaldes "ånden i flasken". Her skaber en kemisk reaktion en sky af gas, som under normale omstændigheder vil flyve ud af flasken.

Men da der blev brugt en flaske med skruelåg i stedet for en korkprop, kunne gassen ikke slippe ud af flasken, og i stedet eksploderede den.

- På den baggrund er det blevet besluttet, at alle risikovurderinger og beskrivelser af showenes forsøg og workshops skal godkendes af et kemikeruddannet medlem af instituttets arbejdsmiljøudvalg, siger Larsen.

Medlemmet skal også have forevist demonstrationer af forsøgene og workshoppene, før de kan blive godkendt til at indgå i showene.

Institutlederen uddyber til Ritzau, at den pågældende person på den måde skal være med til at opdage eventuelle blindspots i forsøgene.

Aalborg Universitet har arbejdet med såkaldte arbejdspladsbrugsanvisninger, som er en beskrivelse af, hvordan man udfører forsøget, og hvilke faremomenter der er i det.

Alle planlagte shows efter eksplosionen på Tønder Bibliotek blev aflyst, men nu ruller kemishowene igen.

Kemishowene kommer ikke til at blive afviklet på anden vis, end de gjorde før.

- Vi kommer ikke til at uddele værnemidler eller sådan noget. Det, som vi skal udføre, skal være så sikkert, at publikum kan se det uden værnemidler, siger Larsen.

Indtil videre har Aalborg Universitet to planlagte shows i kalenderen for november. Det næste er en workshop hos Dansk Laborant Forening i Aarhus lørdag 9. november.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT