Udenrigsministeriet øger kriseberedskab efter udvikling i Libanon
Der er nu registreret omkring 415 personer på danskerlisten for Libanon. Der er ikke iværksat evakuering.
Efter de seneste dages udvikling af situationen i Libanon har Udenrigsministeriet øget sit kriseberedskab.Det oplyser ministeriet til Ritzau søndag aften.
- Udenrigsministeriet følger udviklingen tæt og er i dialog med partnere og andre lande om situationen. Udenrigsministeriet har på baggrund af de seneste dages udvikling øget kriseberedskabet, oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar.
Ministeriet understreger samtidig, at der ikke er iværksat evakuering fra Libanon. Det sker kun i ”helt særlige tilfælde”, lyder det.
Ministeriet uddyber ikke, hvad det konkret indebærer, at kriseberedskabet er blevet øget. Det har ikke været muligt at få svar på det søndag aften.
Udenrigsministeriets stående kriseberedskab består af vagthold, som på skift er klar døgnet rundt til at møde ind i Udenrigsministeriet.
I juli 2023 skrev Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, at kriseberedskabet bestod af fire vagthold med hver 12 personer, som på skift stod klar til at møde ind med to timers varsel.
Tiltaget kom, efter at danske myndigheder lykkedes med at evakuere omkring 1100 personer fra Afghanistan, da Taliban-styret tog magten i landet i august 2021.
Søndag er der registreret omkring 415 personer på danskerlisten for Libanon, oplyser Udenrigsministeriet. Onsdag var der registreret 360 personer.
Danskerlisten er en liste, som danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan skrive sig på, når de rejser eller bor i udlandet.
Det er frivilligt, om man vil tilmelde sig listen. Derfor kan listen heller ikke tages som udtryk for, hvor mange danskere der befinder sig i landet.
Det er Udenrigsministeriets vurdering, at der fortsat er muligheder for at rejse ud af Libanon, men at mulighederne er blevet "væsentligt færre".
- Derfor anbefaler Udenrigsministeriet også klart, at man bestiller nu og rejser med førstkommende mulighed – også selv om dette ikke er med en direkte flyforbindelse, lyder det.
Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Libanon grundet en "betydelig sikkerhedsrisiko". Opfordringen lyder desuden, at alle danskere, der opholder sig i Libanon, forlader landet.
Den seneste uge er angreb på tværs af den israelsklibanesiske grænse blevet intensiveret.
Over tusind mennesker er blevet dræbt i israelske angreb i Libanon i de seneste to uger, oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge Reuters. Det fremgår ikke, hvor mange af de dræbte, der var civile.
Ifølge Libanons regering har angrebene desuden tvunget en million mennesker til at forlade deres hjem.
/ritzau/