Udenlandske kvinder kommer til Danmark for at blive insemineret
43 procent af alle påbegyndte IUI-D-behandlinger i Danmark blev i 2022 foretaget på udlændinge.
Flere udlændinge, der ønsker at blive gravide ved insemination med donorsæd, kommer igen til Danmark med håb om en familieforøgelse.Det sker, efter at der skete et markant dyk under coronapandemien, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
2825 udlændinge tog i 2022 til Danmark for at påbegyndte den såkaldte IUI-D-behandling i håb om at kunne tage gravide hjem. Det svarer til 43 procent af alle dem, der fik behandlingen.
Det er en stigning på 139 personer siden 2021, hvor 2686 udlændinge påbegyndte samme behandling i Danmark.
IUI-D-behandling er en type fertilitetsbehandling, hvor man forsøger at opnå befrugtning ved insemination af donorsæd.
En af årsagerne til, at udlændinge vælger at tage til Danmark for at få udført behandlingen, er, at den danske lovgivning er mere liberal end i mange andre lande. Typisk er behandlingen også billigere, og ventetiden er kortere.
Det fortæller Liza Diers, der er direktør og ejer af fertilitetsklinikken Diers Klinik i Aarhus.
- Vi må både behandle på singler og lesbiske, som typisk er dem, der efterspørger den her behandling.
- Derudover er udvalget af donorer stort. Det er både muligt at vælge en åben eller lukket donation, og det er muligt at få mange informationer om donoren, siger hun.
Hvad årsagen helt præcist er, afhænger dog af, hvilket land den enkelte kommer fra. I England udføres ifølge Liza Diers for eksempel slet ikke IUI-D-behandlinger. I stedet udføres reagensglasbehandlinger.
- Reagensglasbehandling er meget intensivt og vil være overbehandling, hvis man som single eller lesbisk par blot skal bruge en enkelt sædcelle, siger Liza Diers.
I Tyskland er det en række andre udfordringer, der trækker kvinderne mod de danske fertilitetsklinikker.
- Her skal man som single stille med en garantiperson, som vil hæfte økonomisk for barnet. Derudover er det også påkrævet, at der laves en psykologisk profil af den kommende forælder, siger Liza Diers.
Dertil kommer, at lesbiske par kun i et begrænset omfang tilbydes hjælp til at blive gravide i Tyskland, fortæller hun.
Det er forskelligt, hvilke træk som de behandlede ønsker, at deres sæddonor har. Typisk er det dog blå øjne, lyst hår, en højde på 180-185 centimeter og en lang uddannelse, der er mest efterspurgt, fortæller direktøren.
På trods af, at antallet at udlændinge, der vælger en IUI-D-behandling i Danmark er steget siden 2021, er det ikke lige så højt, som året inden coronapandemien. Her påbegyndte 4722 udlændinge behandling i Danmark.
/ritzau/