Trafikken glider som smurt trods tunge snebyger

3. DEC 2023 • 10:56INDLAND/KRIMINAL

Selv om landskabet nogle steder er dækket af flere centimeter sne søndag, er trafiksituationen helt rolig.

Sneen falder fortsat tungt ned over Danmark søndag formiddag, men der er "helt roligt" i forhold til den trafikale situation.

Sådan lyder meldingen fra Karina Svendsen, vagthavende ved Vejdirektoratet.

- Som det kører lige nu, tænker jeg ikke, at vi kommer til at opleve noget ekstraordinært med ulykker og kødannelser, siger hun.

Varslen lyder, at der flere steder kan være isglatte vej, men "vi er ude og salte og skovle sne væk i de berørte områder", tilføjer Karina Svendsen.

Trine Pedersen, vagthavende meteorolog ved DMI, oplyser, at der søndag omkring klokken 10.30 ifølge en måling er faldet mest sne i området omkring Thorsminde i Vestjylland.

Her er landskabet dækket af 11,1 centimeter sne. Målingen kan dække over, at der nogle steder er faldet lidt mere, lyder det.

Der er generelt faldet mest sne i den vestlige del af Limfjorden og ned mod Ringkøbing Fjord.

- Ellers er det en stribe ned over Silkeborg-området og et stykke mellem Aarhus og Horsens, hvor det sner pænt her til formiddag, siger Trine Pedersen.

DMI har endnu ikke mange målinger fra Vestsjælland, men forventningen er, at snebygerne flytter sig hen over Kalundborg og Slagelse, inden det forventeligt fortsætter østpå mod Roskilde og ned over Stevns.

- Det går nok i første omgang sydvest om hovedstadsområdet. Jeg tror, der i løbet af eftermiddagen og frem mod aftenen kan komme et par centimeter i hovedstadsområdet, siger Trine Pedersen.

Der er ikke frygtelig meget vind, og temperaturerne ligger fra frysepunktet og ned til to-tre graders frost, lyder det.

- Når sneen kommer ind, forventer vi, at temperaturen stiger lidt, siger den vagthavende meteorolog.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU