Tørke får Bornholm til at indføre afbrændingsforbud på hele øen

8. JUN 2023 • 18:36INDLAND/KRIMINAL

Beredskabet på Bornholm indfører afbrændingsforbud på hele øen fra lørdag og to uger frem, oplyser kommunen.

På Bornholm bliver der nu indført et afbrændingsforbud på øen som følge af tørke.

Det oplyser Louise Lyng Bojesen, natur- og beredskabschef i Bornholms Regionskommune.

Forbuddet træder i kraft lørdag morgen og vil i første omgang strække sig to uger frem.

- Det er rigtig tørt her på Bornholm, og både tørkeindeks og brandfareindeks viser, at der er stor risiko for brandfare. Derfor har vi set os nødsaget til at indføre et afbrændingsforbud, siger Louise Lyng Bojesen.

Af Beredskabsstyrelsens brandfareindeks fremgår det, at risikoen for brandfare på midten af Bornholm er meget høj.

Det meste af øen er markeret med en mørk orange farve, som betyder, at brandfaren er vurderet til at være høj. Helt ude ved Bornholms kyster er faren for brand moderat eller lav.

I resten af landet er faren de fleste steder vurderet til at være enten høj eller moderat.

Afbrændingsforbuddet på Bornholm kommer til at betyde, at det er forbudt at brænde haveaffald og tænde bål på hele øen.

Derudover må man ikke grille, medmindre man anvender et fast ikke-brændbart underlag.

Bornholms Brandvæsen beder desuden borgere om at være særligt opmærksomme i forbindelse med rygning.

- Det handler om, at vi skal beskytte borgere og bygninger, men også vores natur, siger Louise Lyng Bojesen.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det medfører gener og irritation i dagligdagen. Men vi håber på forståelse.

Sankthansaften bliver fejret 23. juni. Det er dagen inden, at forbuddet udløber, og derfor bliver fejringen uden bål på Bornholm.

Fra torsdag 15. juni til lørdag 17. juni løber Folkemødet på Bornholm af stablen. Også her kommer afbrændingsforbuddet til at gælde.

- Vi tager en særskilt dialog med Folkemødet om, hvordan det skal håndteres. Heldigvis har de prøvet det før, siger Louise Lyng Bojesen.

Også i centrum af Odense er brandfaren ifølge Beredskabets brandfareindeks høj. Men her er der ikke planer om at indføre et afbrændingsforbud lige foreløbig.

Det fortæller Mikael Enevold Pedersen, chef i Beredskab Fyns forebyggende afdeling, torsdag aften.

- Vi kigger på, hvad vi har haft af udrykninger for at se, om der er tendenser til, at der har været flere naturbrande på grund af ukrudtsbrændere eller lignede. Dem har vi ikke haft nogle af.

Siden 24. maj er der ikke faldet en eneste dråbe regn i Danmark. Det skrev TV 2 tirsdag.

Og lige nu er der ingen udsigt til vådt vejr i den nærmeste fremtid.

Det skriver Mette Zhang, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på DMI's hjemmeside torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU