Take That bliver hovednavn på Tinderbox i 2027
90'er-stjernerne fra Take That kan opleves i Tusindårsskoven i Odense næste år.
Det britiske boyband Take That, som havde sin storhedstid i 1990'erne, bliver næste års hovednavn på Tinderbox.Det skriver festivalen på sin hjemmeside.
Tinderbox finder sted fra 24. til 26. juni 2027 i Tusindårsskoven i Odense.
Take That dominerede de internationale hitlister i begyndelsen og midten af 1990'erne med hits som "Back for Good", "Relight My Fire" og "Pray".
Dengang bestod gruppen af Robbie Williams, Gary Barlow, Howard Donald, Mark Owen og Jason Orange.
Når Take That indtager scenen i Odense næste år, bliver det uden Robbie Williams og Jason Orange, som ikke længere er en del af gruppen.
Robbie Williams skabte sig en solokarriere efter sin tid i Take That.
Han trådte ud af gruppen i 1995, men vendte kortvarigt tilbage i 2010 og har ved forskellige lejligheder optrådt sammen med sine tidligere bandkolleger.
Et år efter Robbie Williams' exit blev Take That opløst, men i 2006 fandt gruppen sammen igen i en ny konstellation uden Williams.
Herefter fulgte flere nye hits - herunder "Patience", "Shine" og "Rule the World".
Take That er det første navn på næste års festival, som Tinderbox har løftet sløret for.
RITZAU
