Styrelse og regioner præsenterer visioner for praktiserende læger

11. DEC 2023 • 07:01INDLAND/KRIMINAL

I Politiken og Jyllands-Posten præsenteres mandag visioner for fremtidens praktiserende læger.

Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner fortæller i to forskellige aviser mandag om deres visioner for de praktiserende lægers roller i fremtiden.

I Politiken fortæller Sundhedsstyrelsen, at aktiviteten i det såkaldte primære sundhedsvæsen, som er egen læge, speciallæger, fysioterapi og den kommunale sundhedsindsats, skal øges med mellem 30 og 40 procent over en årrække.

Jyllands-Posten beskriver et notat om fremtidens almene praksis, hvor Danske Regioner foreslår, at der operettes ét kontakt punkt til sundhedsvæsnet.

- Kontaktpunktet skal være tilgængeligt for alle døgnet rundt med mulighed for at komme i kontakt med en sundhedsperson, som kan yde rådgivning og vejlede om behandling, herunder om der er behov for at opsøge egen læge, står der i notatet.

Den løsning skal fjerne en del af presset for de praktiserende læger og muligvis på et tidspunkt kunne tænkes sammen med 1813.

- Det helt afgørende for os er, at man i langt højere grad i fremtiden kan blive behandlet i almen praksis, helt ud i eget hjem, og at vi kan sikre en stor tilgængelighed for vores borgere, siger Heino Knudsen, formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner.

Sundhedsstyrelsens forslag skal ifølge styrelsen selv sætte større fokus på de praktiserende læger.

De seneste 20 år er der blevet ansat 68 procent flere læger på sygehusene, men kun 21 procent flere i almen praksis.

- Vi skal gøre det rette for patienterne, og det er at sikre en markant øget aktivitet tættere på borgeren og væk fra de specialiserede hospitaler, siger Jonas Egebart, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.

Jørgen Skadborg, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), siger, at lægerne er klar til at løfte en markant større opgave, men det kræver, at der kommer flere praktiserende læger.

Danske Regioners vision for den almene praksis' fremtid indeholder også et forslag om, at de, der ønsker at arbejde som praktiserende læge, indgår en kontrakt med regionen og på forhånd accepterer en række basisopgaver samt krav til blandt andet kvalitet og data.

Danske Regioners udspil bliver ikke taget godt imod af Jørgen Skadborg. Han kalder forslaget "skævt" og siger til Jyllands-Posten, at idéen om at etablere ét kontaktpunkt til sundhedsvæsenet er "noget af det mest fjollede, jeg længe har hørt".

Heino Knudsen siger, at man stadigvæk skal kunne komme i kontakt med sin egen læge.

- I virkeligheden er det, vi rigtig gerne vil, at gøre tilgængeligheden for vores borgere endnu større. Nogle kender det fra deres forsikringsselskab, hvor man kan komme i kontakt med en sundhedsfaglig medarbejder hele døgnet rundt, lyder det.

Regeringen har nedsat en sundhedsstrukturkommission, der består af en række fagfolk. Kommissionen skal se bredt og fordomsfrit på udfordringer og mulige løsninger i sundhedsvæsnet.

I sidste uge kom kommissionen med en analyse, der viser, at et af problemerne i sundhedsvæsnet er, at der er for få læger ude i kommunerne og almen praksis.

Kommissionen skal fremlægge sine konklusioner i foråret 2024.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU