Styrelse advarer om skadeligt kloakvand ved oversvømmelser

12. JUL 2024 • 17:03INDLAND/KRIMINAL

Værnemidler er nødvendige, når man skal håndtere kloakvand, siger styrelse efter melding om ekstrem regn.

Styrelsen for Patientsikkerhed advarer folk mod at komme i kontakt med kloakvand i tilfælde af oversvømmelser.

Det skriver styrelsen på sin hjemmeside fredag.

Lørdag ventes der voldsomt regnvejr i store dele af Danmark.

Flere kommuner forbereder sig derfor på risikoen for oversvømmelser.

Oversvømmes ens bolig, bør man især holde øje med, om der er tale om kloakvand, lyder det fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vandet kan nemlig være farligt, siger Charlotte Hjort, enhedschef i styrelsen.

- Kloakvand kan indeholde sundhedsskadelige bakterier, vira og andre mikroorganismer fra menneskers fækalier og rotter.

- Det kan betyde risiko for infektioner og gener fra mave, tarm og åndedrætsorganer, siger hun.

Hvis det voldsomme regnvejr får ens kloak til at løbe over, og vandet ender inde i boligen, skal man have fat i gummistøvler og handsker, inden man går i gang med at fjerne vandet, lyder det videre fra Charlotte Hjort.

Kloakvandet bør nemlig ikke komme i kontakt med huden.

Man skal også sikre sig, at man ikke får vandet i øjnene eller munden.

Foruden grundig rengøring af boligen bør man også kaste et blik på haven efter en oversvømmelse, lyder rådet fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Her kan der ligge rester tilbage fra kloakvandet som eksempelvis kloakslam.

Det udgør som udgangspunkt ikke nogen større sundhedsfare, at der er kloakslam i ens have, understreger styrelsen, men man skal undgå at komme i kontakt med det.

Derfor råder styrelsen til, at man ikke lader børn lege på jorden umiddelbart efter oversvømmelsen.

Forureningen fra kloakvandet vil blive naturligt nedbrudt. Der vil som oftest gå nogle uger eller op til nogle få måneder, før den er helt væk.

Man kan dog også selv gøre en indsats for at mindske forureningen.

Det kan man gøre ved at spule og vande.

Gør man det, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed dog, at man bruger åndedrætsværn.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT