Stærk slikpind vurderes farlig og tilbagekaldes

20. NOV 2023 • 14:29INDLAND/KRIMINAL

DanKonfekt tilbagekalder slikpind, da den har et for højt indhold af capsaicinoider. Det kan være livsfarligt.

Grossistvirksomheden DanKonfekt tilbagekalder den stærke slikpind Toe of Satan. Den vurderes farlig på grund af højt indhold af capsaicinoider.

Det fremgår af en mail fra DanKonfekt.

Indholdet af capsaicinoider bestemmer en chilis styrke.

- De skadelige effekter ved at spise meget stærk chili eller chiliprodukter er blandt andet irritation af slimhinder, kvalme, opkastning og voldsomt forhøjet blodtryk, som i værste fald kan være livstruende, skriver DanKonfekt.

Virksomheden opfordrer til, at man kasserer produktet eller leverer det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Toe of Satan sælges i specialvarebutikker i hele landet. Slikpinden vejer 20 gram.

Produktet, som tilbagekaldes, har bedst før-datoen 30. december 2024.

I sidste uge tilbagekaldte DanKonfekt chips af mærket Hot Chip Challenge, fordi indholdet af capsaicinoider var for højt.

Det skrev Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Produktet er krydret med en af verdens stærkeste chilier.

Tilbagekaldelsen gjaldt alle bedst før-datoer.

Fødevarestyrelsen advarede i sidste uge mod en trend, hvor unge på det sociale medie TikTok udfordrer hinanden til at spise Hot Chip Challenge.

Udfordringen kan være decideret livsfarlig, lød advarslen.

- Har dit barn spist stærk chili uden akutte forgiftningssymptomer, er der dog ingen grund til bekymring, skrev styrelsen.

Hvis et barn udviser akutte symptomer lige efter indtag af chiliprodukter som Hot Chip Challenge, kan man kontakte Giftlinjen på 82121212.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU