Stadig færre vil være pædagoger og sygeplejersker

15. MAR 2023 • 18:00INDLAND/KRIMINAL

Henholdsvis 37 og 40 procent færre har søgt ind på pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, viser nye tal.

De seneste år er det blevet mindre eftertragtet at søge mod både pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, og den tendens er fortsat i år.

Det viser tal for ansøgninger til en videregående uddannelse via kvote 2 ifølge interesseorganisationen Danske Professionshøjskoler.

Klokken 12 onsdag var der deadline for at søge mod uddannelserne via kvote 2.

Siden sidste år er antallet af ansøgninger mod pædagoguddannelsen faldet ti procent. To procent færre har søgt mod sygeplejerskeuddannelsen i samme periode.

Det betyder, at der over en fireårig periode er henholdsvis 37 og 40 procent færre, som har søgt mod de to uddannelser.

Det er en tendens, som bekymrer Camilla Wang, der er forkvinde for Danske Professionshøjskoler.

Derfor opfordrer hun politikerne til at arbejde på at gøre det mere attraktivt for de unge at søge den vej.

- De unge skal føle, at der er lige så mange muligheder ved at gå ind ad døren til for eksempel pædagoguddannelsen som til en universitetsuddannelse, siger hun.

- Sådan er det ikke i dag, og det er en af grundene til, at vi stadig ser ind i en alvorlig mangel på pædagoger og sygeplejersker, hvor hospitaler lukker sengeafsnit ned, og børnehaver beder forældre holde deres børn hjemme.

- Det haster med at finde løsninger, lyder det.

Kvote 2 er for ansøgere, som ikke har karaktergennemsnit til at komme ind via kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.

I alt har 2502 personer søgt pædagoguddannelsen via kvote 2 i år. 2025 personer har søgt sygeplejerskeuddannelsen, viser tallene.

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) konkluderer, at det for sygeplejerskeuddannelsen særligt er udsigten til dårlige løn- og arbejdsvilkår, som holder de unge væk.

For pædagoguddannelsen er det også det faglige niveau, som får unge med gode gymnasiekarakterer til at prioritere anderledes.

- For mig viser undersøgelsen fra EVA, at der er nogle barrierer, som der skal arbejdes med, hvis flere unge skal få øjnene op for, at de her uddannelser og job er spændende og attraktive, siger Camilla Wang.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU