Specialister i demens skal forebygge forråelse i ældreplejen
Undersøgelse fra FOA har tidligere vist, at syv ud af ti medarbejdere i ældreplejen oplever tegn på forråelse.
Medarbejdere og ledere i ældreplejen skal klædes på til at undgå forråelse og omsorgstræthed over for mennesker med demens.Det skriver Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Til februar kan kommuner og private leverandører på ældreområdet ansøge om at deltage i et nyt uddannelsesforløb, som ledes af Sundhedsstyrelsens demensrejsehold.
Uddannelsesforløbet er en del af ældrereformen, der blev vedtaget af et politisk flertal på Christiansborg sidste år.
- Vi ved, at omsorgstræthed på sigt kan føre til en forrået arbejdskultur, der både har negative konsekvenser for medarbejderne selv og de ældre.
- Det skal vi for alt i verden undgå, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).
Forråelse i ældreplejen kom for alvor på dagsordenen i kølvandet på en tv-dokumentar i 2020 om en 90-årig kvinde med demens på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Dokumentaren viste blandt andet, at kvinden blev sendt til et fællesarrangement med fyldt ble.
Hun blev også hejst op i en loftlift i et forsøg på at få hende til at lave afføring, selv om hun tydeligt gav udtryk for, at det gjorde ondt.
I en undersøgelse fra 2023 foretaget af fagforbundet FOA gav syv ud af ti ansatte i ældreplejen udtryk for tidlige tegn på forråelse.
Tegnene spænder bredt - fra nedsat empati, irritation, skældud og manglende interesse til konflikter over småting og negative ord om borgere, patienter eller deres pårørende.
- Vi har et kæmpe ansvar for at passe godt på vores mest udsatte ældre, heriblandt borgere, der lever med en demenssygdom, siger Mette Kierkgaard.
I Danmark lever cirka 96.000 mennesker over 65 år med en demenssygdom. Hvert år konstateres der 8500 nye tilfælde, oplyser Ældreministeriet.
Der er afsat 30 millioner kroner i ældrereformen til uddannelsesforløbet med demensrejseholdet.
Sundhedsstyrelsens demensrejsehold blev etableret i 2015.
Siden 2021 har demensspecialisterne fra rejseholdet arbejdet med fokus på at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin til mennesker, der bor på plejecenter eller modtager hjemmepleje.
/ritzau/