Skybrud har sluppet taget i Sjælland og rykker mod Bornholm

4. AUG 2024 • 15:30INDLAND/KRIMINAL

Søndag er der målt seks skybrud i forskellige dele af landet, men det er ovre, oplyser DMI søndag eftermiddag.

Der er registreret seks skybrud fordelt på det sydvestlige Jylland, Sjælland samt på Fyn og Lolland i løbet af søndag.

Men søndag eftermiddag er regnen på retur.

Det oplyser Erik Hansen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Vi har haft en del tordenbyger, der har passeret landet i løbet af dagen og nu er ude. Det startede i morges i Sønderjylland, gik mod Fyn, og så kom turen til København, hvor der er målt kraftige tordenbyger.

- Nu trækker den drilske frontzone over mod Bornholm, hvor vi ikke venter skybrud, men kraftig regn og torden, siger Erik Hansen.

Det er målt skybrud i København, Kolding, Bogense, Odense, Tønder og på Lolland, fortæller DMI.

Den højeste intensitet er målt i Kolding, hvor der er faldet 32,6 millimeter.

- Det er en ganske pæn nedbørsmængde. Vi plejer at kalde det et skybrud, når der er faldet mindst 15 millimeter inden for en halv time, så det er jo over dobbelt så meget, siger han.

I København er der målt 27,8 millimeter, og billeder viser blandt andet Nordhavnsvejstunnellen oversvømmet.

- I hele Hovedstadsområdet er der registreret store mængder regn. Kolding og København er de to steder, hvor der har været oversvømmelser, siger Erik Hansen.

Der kan fortsat godt komme enkelte lette sommerbyger, men det er ikke noget, der giver skybrud, siger han.

- I eftermiddag har vi faktisk mulighed for at få lidt sol og kun enkelte byger.

Tønder Kommune og Nordfyns Kommune samt Middelfart har fået henholdsvis 15,3 millimeter, 17,6 millimeter og 16,2 millimeter regn.

Ved oversvømmelser er det vigtigt at færdes forsigtigt, indtil vandet er væk, da der kan være risiko for åbne kloakhuller, fordi dækslerne kan have løsnet sig.

Det skriver Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, i en pressemeddelelse.

- Efter et skybrud er det vigtigt at undgå direkte kontakt med spildevand. Spildevand indeholder en lang række bakterier, som kan give alvorlige sygdomme.

- Hvis legepladserne har været oversvømmet, bør man også undgå at lade sine børn lege på dem umiddelbart efter skybruddet. Hvis det er spildevand, der har oversvømmet legepladserne, skal sandet måske skiftes ud, skriver Hofor i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT