Shawn Mendes' mentale helbred holder ham fra dansk optræden

27. JUL 2022 • 18:29INDLAND/KRIMINAL

Popstjernen Shawn Mendes skulle have givet koncert i Royal Arena næste år. Den koncert har han nu aflyst.

Musikeren Shawn Mendes aflyser resten af sin turné, hvor han også skulle have lagt vejen forbi Royal Arena i København næste år.

I et opslag på Instagram skriver popstjernen, at han aflyser turnéen for at passe på sit mentale helbred.

- Efter at jeg har arbejdet med en gruppe af professionelle, står det klart, at jeg har brug for mere tid til mig selv, skriver han i opslaget.

- Jeg er desværre nødt til at aflyse resten af turnéen i Nordamerika og Europa.

Mendes forklarer, at han ikke mentalt har fået forberedt sig på at turnere verden rundt, efter at coronapandemien satte en stopper for store koncerter verden over i længere perioder de seneste to år.

- Jeg startede med at være begejstret for at komme ud at spille live igen efter en lang pause på grund af pandemien, skriver han.

- Men realiteten er, at jeg ikke har været klar til at turnere efter sådan en lang pause.

Han fastslår dog, at han vil fortsætte med at producere ny musik, mens han holder en pause fra at optræde på scenen.

Koncerten i Danmark skulle efter planen have været afviklet i Royal Arena den 13. juli næste år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU