Sensorer i cykelstier skal varsle om dårligt vejr

5. DEC 2022 • 13:00INDLAND/KRIMINAL

Et forsøg i Aarhus skal få flere til at droppe bilen ved at varsle om cykelstiernes tilstand i vintervejret.

Bliv varslet på sms om cykelstiernes tilstand, før du om morgenen bevæger dig ud i det kolde vintervejr.

Det er overskriften på et nyt forsøg fra Aarhus Kommune, der i en pressemeddelelse skriver, at man vil opfordre flere til at droppe bilen.

Og det bliver mødt med begejstring hos Cyklistforbundet.

- Lige pludselig er det glat, og så skal der ikke ret meget til, før man ligger på asfalten. Jeg har selv prøvet det. Det lyder som et spændende initiativ, siger landsformand Jens Peter Hansen.

Med forsøget vil Aarhus Kommune installere 40 nye sensorer i asfalten på seks cykelruter. Sensorerne skal registrere stiernes temperaturer og fortælle borgerne om, hvor gode de er at køre på.

Ifølge Aarhus Kommune er initiativet et resultat af, at flere vælger bilen fremfor cyklen, når temperaturerne falder. Og den tendens vil kommunen vende.

- Jeg håber, forsøget kan få cyklister til at fortsætte de gode vaner, selv om det bliver koldt, og altså ikke sætte sig bag rattet for bare at sidde i kø på vej ind mod byen, siger rådmand i Aarhus Kommune Nicolaj Bang (K) i pressemeddelelsen.

Faktisk er det en generel tendens, at færre og færre danskere tager cyklen. Ifølge en nylig undersøgelse fra Vejdirektoratet cykler danskerne i dag mindre end for 20 år siden.

I 2000 talte man cykler i gadebilledet og fastsatte det til indeks 100. Sidste år var cykelindekset, som er baseret på faste tællestationer på tværs af landet, faldet til 94,3.

Og det er både skidt for klimaet, økonomien og folkesundheden, lyder det i en analyse fra konsulenthuset Incentive på vegne af Dansk Industri lavet i juni.

Cyklede den danske befolkning ti procent mere end i dag, ville det ifølge analysen resultere i 235.000 færre sygedage og en samfundsøkonomisk gevinst på 2,5 milliarder kroner.

Derfor afsatte det forrige Folketing også tre milliarder kroner til nye cykelstier og cykelprojekter frem mod 2035.

Målingen af temperaturer i Aarhus Kommune løber foreløbigt blot denne vinter, hvorefter kommunen vil evaluere forsøget.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU