Sangeren Mø aflyser alle koncerter resten af året

12. NOV 2025 • 13:05INDLAND/KRIMINAL

Efter konsultation med sin læge har sangeren Mø besluttet at aflyse sine koncerter resten af året.

Sangeren Mø har besluttet at aflyse alle sine koncerter året ud efter konsultation med sin læge.

Det skriver hun i en såkaldt story, der er en kort video, som er tilgængelig i 24 timer, på det sociale medie Instagram.

Mø - med det borgerlige navn Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen - er i gang med en europæisk turné. Hun forventer, at alle planlagte koncerter i 2026 vil ske som planlagt.

- Det her har ikke været en nem beslutning. At optræde for jer betyder alverden for mig, men jeg har brug for tid til at hvile og komme mig helt, før jeg vender tilbage til scenen, skriver hun i opslaget.

På nuværende tidspunkt fremgår det af Møs tourplan, at hendes næste koncert er 14. november i Zürich i Schweiz efterfulgt af fire andre koncerter i 2025, som tilsyneladende aflyses.

Alle, der har købt billetter til de aflyste koncerter, kan få pengene refunderet, oplyser Mø i sit opslag.

- Tak for jeres kærlighed, tålmodighed og forståelse, skriver Mø videre.

Mø fik sit store gennembrud i 2013 med nummeret "Pilgrim", som blev fulgt op af hendes debutalbum, "No Mythologies To Follow", året efter.

I 2015 fik den fynskfødte stjerne sit internationale gennembrud, da hun var med til at skabe Major Lazers megahit "Lean On", som hun også lagde vokal til.

De fortsatte samarbejdet på nummeret "Cold Water", som også havde verdensstjernen Justin Bieber på.

Mø har siden "No Mythologies To Follow" fra 2014 udgivet albummerne "Forever Neverland" fra 2018, "Motordrome" i 2022 og senest "Plæygirl" i foråret i år.

Efter Mø havde fået sit globale gennembrud for mere end ti år siden, måtte hun også trække stikket i en rum tid.

Hun følte, hun kørte i en dødsdrom - en cylinderformet manege, hvor motorcykel-artister suser rundt på den høje, lodrette indvendige væg. Det blev til den engelske titel på hendes tredje album, "Motordrome", hvor hun satte ord gennem musikken på perioden.

Det fortalte hun i et internationalt interview med erhvervsmediet Business Insider kort efter udgivelsen af "Motordrome" i 2022.

- Jeg var fanget i denne her idé om, at jeg var nødt til at blive ved, og at jeg ville miste alt det, jeg havde, hvis jeg stoppede op og tog noget tid for mig selv, sagde hun dengang.

Derudover tilføjede hun, at man burde hylde at være sårbar og have brug for en pause.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT