Roger Waters spiller to koncerter i Danmark næste år

22. SEP 2022 • 10:50INDLAND/KRIMINAL

Bassisten fra det britiske band Pink Floyd går til næste år på scenen i Royal Arena i København.

Den britiske musiker Roger Waters, som er kendt fra rockbandet Pink Floyd, spiller til næste år to koncerter i Royal Arena i København.

Det skriver koncertarrangøren Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

Koncerterne i Danmark finder sted 17. og 18. april næste år.

Det sker som en del af en turné med 40 koncerter i 14 europæiske lande.

Koncertturnéen har fået titlen "This Is Not A Drill!" - som betyder dette er ikke en øvelse på dansk.

Showet indeholder 20 sange, og det er en blanding af Pink Floyd-hits og numre fra Roger Waters' solokarriere.

Roger Waters kalder det sin første afskedsturné.

- Showet inkluderer et dusin fantastiske sange fra Pink Floyds gyldne æra sammen med flere nye, ord og musik, samme skribent, samme hjerte, samme sjæl, samme mand, siger han i pressemeddelelsen.

Man kan blandt andet høre eller genhøre sange som "Comfortably Numb" og "Wish You Were Here", som Pink Floyd har hittet med i deres lange karriere.

Roger Waters vil også kritisere, at vi ikke passer bedre på Jorden, og han vil kritisere samfundet i forbindelse med showet.

Det er ikke noget nyt, at politik fylder til Roger Waters' koncerter. Han har tidligere langet ud efter forhenværende amerikanske præsident Donald Trump til sine koncerter.

79-årige Roger Waters var medstifter af det britiske rockband Pink Floyd i 1965. Han var en del af bandet indtil 1983.

Han har spillet bas i bandet, men han har også været sangskriver og sanger i gruppen.

På sin nuværende turné synger han og spiller guitar, bas og klaver.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU