Rigshospitalet testede beredskabet med angreb i Parken

11. NOV 2025 • 22:13INDLAND/KRIMINAL

Politi, brandfolk og reddere deltog også i øvelsen tirsdag, der opstillede et angreb på en større folkemængde.

To gerningsmænd, der kørte ind i en menneskemængde, og en gerningsmand, som efterfølgende stak personer ned til en koncert i Parken.

Det var scenariet, der blev trænet i, da Rigshospitalet tirsdag eftermiddag og aften afviklede en beredskabsøvelse, som involverede næsten 600 personer.

Det oplyser Kristian J. Andersen, der er overlæge på Traumecenteret og klinisk beredskabsansvarlig, til Ritzau.

Meningen med øvelsen, der finder sted hvert andet år, er at forberede hospitalet på en krisesituation med mange patienter.

Derudover var det første gang, at også politi, brandvæsen og ambulancereddere deltog i den omfattende øvelse.

- Det var et stort "set up" og meget interessant at spille en hændelse igennem helt ude fra asfalten - i nogle tilfælde helt til intensivafdeling og hele vejen ind på operationsstuerne. Jeg er meget glad, tryg og stolt over det, vi har overværet, siger Kristian J. Andersen.

Ifølge ham er det for tidligt at sige noget konkret om, hvad øvelsen har givet af læring.

Men han hæfter sig ved omstillingsparatheden fra normal daglig drift til en katastrofesituation.

- Det er en stor fordel, at vi løbende tester os selv, så alle involverede får en fornemmelse af, hvordan det føles, når presset stiger, og dermed bliver endnu bedre klædt på til at handle fornuftigt i en større krise.

Øvelsen har fået navnet "RHagnarok", selv om øvelsen har til formål, at en krisesituation netop ikke skal føles som dommedag.

Stavemåden refererer til forkortelsen "RH" for Rigshospitalet.

Rigshospitalet opstiller fra tid til anden krisesituationer for at teste sin beredskabsplan.

Senest var i 2023, hvor scenariet var en hospitalsbrand, hvor man havde mange brandsår og børn.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT