Rekordmange vil gerne være praktiserende læge
Læger viser større interesse for at specialisere sig i almen medicin, viser ny analyse fra læger.
Aldrig før har så mange læger været i gang med at uddanne sig til speciallæger i almen medicin.Det viser en ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), skriver Jyllands-Posten.
PLO's formand, Jørgen Skadborg, siger til Jyllands-Posten, at det er glædeligt for patienterne.
- Allerede næste år vil der blive uddannet flere praktiserende læger, end der vil være praktiserende læger, der går på pension. Alene i 2024 gik 265 nyuddannede læger i gang med specialuddannelsen i almen medicin. Det er det største antal nogensinde, siger han til avisen.
Den såkaldte hoveduddannelsesstilling i almen medicin tager fire et halvt år, og er det sidste skridt, inden man bliver speciallæge i almen medicin eller praktiserende læge.
Ifølge PLO begyndte 296 læger i en hoveduddannelsesstilling sidste år. Det er 16 flere end i 2023, og aktuelt er 1246 læger i gang.
PLO's tal viser ifølge Jyllands-Posten, at det ikke er alle stillinger, som bliver besat. Men i Region Sjælland, hvor færrest besættes, er antallet af besatte stillinger for andet år i træk steget.
Lægemangel er et emne, der har været politisk fokus på længe.
For et år siden var der ifølge Danske Regioner cirka 3500 praktiserende læger i Danmark.
I november blev en sundhedsreform aftalt i Folketinget. Den indebærer, at der skal være mindst 5000 praktiserende læger i 2035.
Partierne bag reformen vil også sikre flere læger til områder med mange syge og få læger.
Ved årsskiftet betød en ny aftale mellem regeringen og regionerne, at det blev umuligt at etablere en ny lægepraksis i et område, hvor der i forvejen er god lægedækning.
Den ordning gælder foreløbigt i et halvt år.
Jørgen Skadborg siger til Jyllands-Posten, at der er behov for at gøre mere, hvis man skal nå ambitionen om mindst 5000 praktiserende læger.
Han mener, at det kræver flere uddannelsespladser, har han tidligere sagt til Ritzau.
/ritzau/