Rekordmange forældre søger om økonomisk hjælp til børns skolestart

2. AUG 2024 • 11:54INDLAND/KRIMINAL

Antallet af ansøgninger til initiativ om hjælp til skolestart er på rekordniveau. Knap 1500 børn får gavekort.

En ny skoletaske, et nyt penalhus, nye blyanter og en ny madkasse.

Listen med udstyr bliver hurtigt lang, når et barn skal begynde i skole. Derfor kan det hurtigt løbe op, og skolestarten blive en stor økonomisk udskrivelse.

Og for familier, der i forvejen er økonomisk trængte, kan det være svært at få råd til alle de ting.

Knap 2900 forældre har søgt Dansk Folkehjælp om økonomisk støtte til skolesager til deres barns første skoledag. Det er det højeste antal ansøgninger, siden Dansk Folkehjælp lancerede skolestartshjælpen i 2020.

I år bliver der givet økonomisk hjælp til 1451 børn. Hjælpen kommer i form af et gavekort på 2500 kroner.

Det skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

- Mens tusindvis af børn i Danmark i disse dage har sommerfugle i maven, fordi de glæder sig til første skoledag, skaber den store dag bekymring og potentielt afsavn for børn fra de mest økonomisk trængte familier.

- Børnene er ofte bevidste om, at pengene er små, og at det plager forældrene. Og den utryghed og ubehaget ved at stikke ud kan stå i vejen for, at børnene søger fællesskaber og opnår følelsen af at høre til, siger Mirka Mozer, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, i pressemeddelelsen.

Hver anden familie, der i år har søgt skolestartshjælp, har mindre end 2000 kroner at leve for om måneden.

Det påvirker ikke kun muligheden for at få udstyr til skolestarten. Det påvirker også andre aspekter af børnenes liv.

Dansk Folkehjælp har lavet evalueringer fra tidligere modtagere af skolestartshjælpen, som viser en række konsekvenser af den stramme økonomi.

Her angiver knap hver anden, at økonomien begrænser børnenes fritidsinteresser. 70 procent må undvære udflugter med familien.

- Det er meget bekymrende. Netop de aktiviteter - fritidsaktiviteter og fælles oplevelser i familien - som forældre må skære fra, kan ligesom en utryg skolestart føre til at føle sig udenfor.

- Vi har brug for at sikre alle børn en god start på skole- og uddannelsesforløb. En start præget af lige muligheder for børnefællesskaber og for tryghed i en ny rutine og hverdag, siger Mika Mozer.

Den første skoledag efter sommerferien er mandag den 12. august.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT