Region vil nedbringe antallet af amputationer efter rapport

9. AUG 2022 • 14:09INDLAND/KRIMINAL

Region Sjællands behandling i karkirurgien er i orden, men regionen vil gerne lære af andre regioner.

Region Sjælland vil nedbringe antallet af amputationer af ben i regionen.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fortæller til Ritzau, at regionens forretningsudvalg har holdt et ekstraordinært møde, hvor man har vedtaget en handleplan på området.

- Det helt afgørende for mig er, at den her rapport viser, at det kan lade sig gøre at nedbringe antallet af amputationer, siger regionsrådsformanden.

Handleplanen kommer, efter at Regionernes Kliniske Kvalitetsbaser (RKKP) tirsdag har offentliggjort en rapport om antallet af amputationer i regionerne.

Rapporten viser, at Region Sjælland foretager flest amputationer per 100.000 indbyggere og færrest forebyggende karkirurgiske behandlinger. De sidste seks år er blevet undersøgt.

- Sammenholdt med at vi ikke har haft nogle kapacitetsproblemer, så er det tydeligt for mig, at vi simpelthen skal have vores borgere tidligere ind til behandling, siger Heino Knudsen.

Regionen vil arbejde med at opspore patienter i risiko tidligere i samarbejde med blandt andet praktiserende læger.

Der er også sat penge af til rekruttering, så regionen kan lave mere af de nyeste typer behandling på området. Det har man blandt andet haft succes med i Region Nordjylland, som har nedbragt antallet af amputationer.

Rapporten fra RKKP kommer, i kølvandet på at en rapport fra Region Midtjylland i foråret viste, at man i Midtjylland havde foretaget en række amputationer, som kunne være undgået.

Region Sjælland understreger, at den ikke har fået anmærkninger for sin behandling af karkirurgiske patienter i perioden, som undersøgelsen handler om.

Karkirurgi beskæftiger sig med behandling af blodkarsygdomme som åreforkalkning og åreknuder.

- I vores forretningsudvalg har vi spurgt grundigt ind til vores administrative ledelse, om der har været nogle røde flag eller røde lamper, som har lyst. Det forsikrer vores administrative ledelse, at det har der ikke, siger Heino Knudsen.

Men er man det mindste i tvivl, om man har fået den rigtige behandling, kan man kontakte regionens patientvejledning, som i en periode vil have udvidet åbningstid.

Regionen peger også på, at der er flere rygere og diabetikere i Region Sjælland end resten af landet, som har særlig risiko for åreforkalkning i benene.

Det er sammen med rekruttering den store udfordring for regionen, mener Heino Knudsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU