Regeringen lancerer otte initiativer for regnbuefamilier

9. AUG 2024 • 23:56INDLAND/KRIMINAL

Initiativerne skal blandt andet gøre det lettere for LGBT+-par at få adgang til fertilitetsbehandling.

I forbindelse med Copenhagen Pride, som starter i weekenden, lancerer regeringen otte nye initiativer for regnbuefamilier.

Initiativerne skal give regnbuefamilier flere rettigheder, så de i højere grad bliver ligestillet med traditionelle familier. Det skriver Politiken lørdag.

Initiativerne skal blandt andet gøre lettere for LGBT+-par at få adgang til fertilitetsbehandling, og det skal være nemmere for regnbuebørn at arve fra alle deres forældre.

Tilmed skal mulighederne for at give alle barnets forældre - hvilket i en regnbuefamilie kan være mere end to - adgang til blandt andet Aula.

Et barn kan i dag kun have to juridiske forældre. Hvis en regnbuekonstellation rummer flere forældre end det, har de yderligere forældre ikke de samme rettigheder.

De yderligere forældre kaldes sociale forældre.

En social forælder kan ikke få adgang til informationer fra barnets skole eller fra sundhedsvæsenet.

Hvis en social forælder dør, vil arven også blive beskattet meget højere, end hvis barnet arvede fra en stedforælder eller plejeforælder, skriver Politiken.

Men nu vil regeringen altså forbedre sociale forældres rettigheder.

- Det er godt for det danske samfund, at flere har mulighed for at stifte familie, og at der er forskellige måder at være familie på. Og vi vil gerne gøre det nemmere at være regnbuefamilie, siger digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) til Politiken.

Organisationen LGBT+ Danmark tager godt imod de nye initiativer, som regeringen foreslår. Dog mangler der fortsat én afgørende ting - nemlig fuldt juridisk forældreskab til alle forældre i en familie.

Sekretariatschef i LGBT+ Danmark, Susanne Branner, siger, at organisationen "helt overordnet er meget tilfredse med de nye initiativer".

Men hun kalder også regeringens initiativer en lappeløsning og påpeger, at der i forvejen er mange lappeløsninger på familieområdet.

Regeringen mener derimod, at det ikke er til barnets bedste at have mere end to juridiske forældre, da det blandt andet kan komplicere skilsmisser yderligere at skulle dele bopæl og samvær mellem flere voksne, skriver Politiken.

Hvorvidt de nye initiativer bliver indført, skal Folketingets partier afgøre i forbindelse med de økonomiske forhandlinger i efteråret.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT