Reform af førtidspension fik kun få udsatte unge i job
En analyse viser, at en reform af førtidspensionen fra 2013 kun havde meget lille succes med at få unge i job.
Reformen af førtidspensionen fra 2013 fik modsat hensigten kun få udsatte unge i job.Det skriver Information på baggrund af en analyse fra Rockwool Fonden.
Reformen indebar, at personer under 40 år som udgangspunkt ikke skulle have førtidspension.
I stedet skulle de udsatte unge tilbydes et ressourceforløb og en lavere månedlig ydelse.
Formålet var at få flere af dem i job.
Men det lykkedes ikke, slår analysen fast. Der var ikke flere udsatte unge, der fik et normalt job, og kun få personer i målgruppen fik et fleksjob.
Årsagen til reformens begrænsede succes skal findes hos de unges helbred.
Det vurderer forskningsprofessor Anders Holm fra Rockwool Fonden.
De fleste personer i målgruppen er nemlig "ekstremt syge", siger han til Information.
- Der er en lille gruppe, som det giver mening at forsøge at få tilbage på arbejdsmarkedet, men for størstedelen vil det være fuldstændigt umuligt, siger han.
Reformen blev indført i 2013 under Mette Frederiksen (S), der på det tidspunkt var beskæftigelsesminister.
Som konsekvens af reformen fik markant færre personer under 40 år tilkendt førtidspension i årene efter, skriver Information.
Antallet faldt fra mellem 4000 og 5000 årligt til mellem 1000 og 2000.
/ritzau/