Rådgivning til ofre for kærlighedssvindel efterlyses

15. NOV 2023 • 09:58INDLAND/KRIMINAL

Kærlighedssvindlere efterlader deres ofre med store sår. Mange er så skamfulde, at de isolerer sig fra andre.

Mange finder kærligheden på nettet eller via en datingapp. Mennesker, som ellers ikke ville have mødt hinanden, får chancen online.

Men for nogle viser den nye lykke sig at være en svindler. Hvert år bliver kvinder og mænd, som leder efter en kæreste på nettet, svindlet for millioner.

I første halvår af 2023 registrerede bankerne 264 sager om kærlighedssvindel. Sammenlagt har bankkunder tabt 10,5 millioner kroner, viser tal fra Finans Danmark, som er interesseorganisation for blandt andet bankerne.

For ofrene handler det ikke kun om et økonomisk tab, siger Sine Gregersen, der er stifter af Center mod Økonomisk IT-Svindel, der blandt andet har fokus på ofre for kærlighedssvindel.

Mange er samtidig så skamfulde over, at de er blevet bedraget, at de ikke fortæller det til andre.

- Den her form kriminalitet giver både store sår økonomisk og menneskeligt. Ofrene mister troen på egen dømmekraft, og når de er ude på den anden side, kan de have svært ved at skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert, siger Sine Gregersen.

- Det kan være svært for andre at forstå.

Hun efterlyser derfor en anonym rådgivningslinje, som både ofre og pårørende kan ringe til.

- Pårørende kan have en fornemmelse af, at deres mor, far eller et andet familiemedlem er udsat for kærestesvindel, men det kan være svært at tale om. De kriminelle er ekstremt dygtige til at manipulere deres ofre ind i en alternativ virkelighedsopfattelse, hvor de isolerer sig.

Kærlighedssvindel foregår ved, at de kriminelle finder deres ofre på datingsider, sociale medier eller via e-mail.

Når kontakten er skabt, og tilliden er etableret, begynder svindlen.

De nye tal viser, at bankerne i første halvdel af 2023 har rapporteret færre sager sammenlignet med samme periode i 2022. Men det samlede tab er omtrent det samme.

- Så det er desværre stadig lukrativt at være kærlighedssvindler, siger Michael Busk-Jepsen, der er digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Også Sine Gregersen tager faldet med forbehold.

- Antallet af sager falder, men antallet af millioner, der svindles for, er det samme. De betyder jo bare, at det er endnu større summer, det enkelte offer mister.

En undersøgelse fra Center mod Økonomisk IT-Svindel, der bygger på interviews med 25 ofre og pårørende, viser, at der i gruppen var to selvmord og et selvmordsforsøg.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU