Propalæstinensiske demonstranter er igen på gaden i København

2. DEC 2023 • 14:57INDLAND/KRIMINAL

Ved starten af en propalæstinensisk demonstration på Bopa Plads var omkring et par hundrede mødt op.

I København begyndte en propalæstinensisk demonstration med titlen "Stop Folkemordet i Gaza. Lejrene gør oprør" lørdag klokken 14 på Bopa Plads på Østerbro.

Demonstranterne har siden bevæget sig mod den tyske ambassade på Göteborg Plads 1.

En af arrangørerne af demonstrationen er gruppen Stop Annekteringen af Palæstina, som beskriver sig selv som et solidaritetsnetværk, der har til formål at støtte det palæstinensiske folk.

På arrangørens begivenhed på Facebook fremgår det, at demonstrationen finder sted i anledning af en global protestdag i solidaritet med palæstinenserne.

Der står videre, at der 2. december vil være demonstrationer i mere end 15 byer verden over.

Ifølge Ritzaus mand på stedet er der omkring et par hundrede mennesker på Bopa Plads ved starten af demonstrationen.

Arrangørerne har fire krav med til demonstrationen. Først og fremmest "en øjeblikkelig afslutning på folkemordet i Gaza", fremgår det af begivenheden på Facebook.

Tilmed "ophævelse af belejringen af Gaza", "afvikling af hele besættelsen af Palæstina og Israels apartheid" samt ”en ende på dansk og international medvirken til forbrydelser og uretfærdigheder begået mod det palæstinensiske folk".

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Stop Annekteringen af Palæstina, men gruppen er lørdag eftermiddag ikke vendt tilbage.

Der har været mange lignende propalæstinensiske demonstrationer i det danske gadebillede siden starten af oktober.

Den 7. oktober angreb den militante bevægelse Hamas det sydlige Israel. Ifølge israelske myndigheder blev godt 1200 israelere dræbt, og der blev taget flere end 200 gidsler.

Efterfølgende har Israels militær (IDF) svaret igen med massive bombardementer af Gaza. Fra Gazas sundhedsministerium, som er styret af Hamas, lyder det, at der er dræbt mindst 14.854 palæstinensere siden 7. oktober.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU