Pressede kommuner varsler afskedigelse af mange lærere

17. MAR 2023 • 11:15INDLAND/KRIMINAL

På to måneder er 89 lærere varslet afskediget, og udviklingen bekymrer Danmarks Lærerforening.

89 lærere er i løbet af januar og februar varslet afskediget.

Det skriver mediet Folkeskolen.dk på baggrund af en opgørelse fra Danmarks Lærerforening.

Til sammenligning blev 104 lærere i hele 2021 varslet afskediget, mens 175 lærere fik den samme besked i 2022.

Udviklingen bekymrer Thomas Andreasen, formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i lærerforeningen.

- Det bekymrer mig stærkt, da besparelserne har betydning for både undervisningen og arbejdsmiljøet ude på den enkelte skole, siger han.

Når en lærer bliver varslet afskediget, kan det skyldes, at elevtallet falder, at der er sket et overforbrug på området, eller at kommunen sparer på skoleområdet.

Thomas Andreasen er ikke i tvivl om, at det store antal afskedigelser i år skyldes, at kommunerne skal spare.

- Mange kommuner har oplevet stigende priser og større energiudgifter i løbet af 2022. Derudover er udgifterne til ældre- og specialområdet også steget mange steder. Det ender desværre i sidste ende med at gå ud over folkeskolerne, siger han til Folkeskolen.dk.

Kommunerne presses blandt andet af, at de skal bruge langt flere penge på specialområdet end tidligere.

Tal fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at kommunerne forventer at bruge omkring en halv milliard mere på specialområdet i 2023 sammenlignet med året før.

KL skriver i en kommentar, at kommunernes økonomi er presset på flere fronter, blandt andet skoleområdet.

- Det skyldes både krigen i Ukraine, prisstigninger og et presset socialområde.

- På nuværende tidspunkt kender vi ikke det fulde billede af, hvor kommunerne må spare, og kan ikke sige, hvordan det samlede billede kommer til at se ud, skriver KL i en udtalelse til Ritzau.

Jammerbugt Kommune er en af de kommuner, der har måttet finde sparekniven frem.

Kommunen har ifølge Folkeskolen.dk været nødt til at genåbne 2023-budgettet for at finde besparelser for 36,6 millioner kroner. På skoleområdet skal der blandt andet spares omkring to millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU