Overdødeligheden i Danmark er på vej ned

2. FEB 2023 • 14:47INDLAND/KRIMINAL

Færre blev testet positiv for smitte med covid-19 i den seneste uge, viser SSI's rapport.

Efter flere uger med markant overdødelighed i Danmark er der i uge fire fortsat tegn på, at overdødeligheden aftager.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i sin ugentlige tendensrapport. Rapporten kortlægger udviklingen i smitte med covid-19 og andre luftvejsinfektioner i Danmark.

I den forrige rapport skrev instituttet, at den samlede dødelighed i Danmark var "markant forhøjet". Den rapport handler om udviklingen i uge tre.

SSI skriver i den seneste rapport, at der stadig er tegn på markant forhøjet dødelighed, men at den er aftagende.

Overdødeligheden er tidligere blevet koblet sammen med udbredelsen af luftvejsinfektioner.

Dødsfald med corona kan registreres med flere ugers forsinkelse.

Men der er også registreret færre dødsfald, som har relation til covid-19, i uge 4.

I uge 1 blev der registreret 98 dødsfald. I uge 4 var det faldet til 38 dødsfald.

Den forhøjede dødelighed ses især blandt personer, som er ældre end 85 år. Men her er der også tegn på, at dødeligheden er faldende, skriver SSI.

Antallet af personer, som er blevet registeret smittet efter en PCR-test, er faldende. I uge 51 sidste år blev 157 registeret smittet per 100.000 indbyggere.

I uge 4 i år var det tal faldet til 18 per 100.000 indbyggere.

Positivprocenten - som angiver hvor mange procent af PCR-testene, der er positive - er fortsat med at falde i uge 3 til uge 4.

I rapporten fremgår det, at 6,9 procent af testene var positive i uge fire. Ugen før var det 7,2 procent. Faldet er sket, til trods for at der også er blevet foretaget færre test i Danmark.

Onsdag skrev Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, at den vurderer, at der ikke er behov for, at man tilbyder flere boostervacciner til udsatte grupper, i denne sæson.

Det begrundede styrelsen blandt andet med, at smitten er på et lavt niveau.

Men styrelsen forventer, at immuniteten vil aftage med tiden. Derfor vil den i løbet af foråret og sommeren overveje, hvad der skal ske i løbet af næste efterår og vinter.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU