KØB ABONNEMENT

OVERBLIK: Det ved vi om sikkerhedshændelsen i CPR-registret

INDLAND/KRIMINAL • 5. OKT 2026 • 08:38

Det Centrale Personregister blev 2. oktober opmærksom på "uregelmæssig adfærd" i CPR-systemet.

Uvedkommende har skaffet sig adgang til navne, adresser og CPR-numre på 8,8 millioner registrerede borgere via Det Centrale Personregister (CPR).

Det oplyser Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet mandag i en pressemeddelelse.

Det Centrale Personregister er et landsdækkende register, der tildeler personer bosat i Danmark et CPR-nummer til sikker identifikation.

Registret indeholder desuden grundlæggende personoplysninger, såsom navn og adresse, som kan videregives til offentlige myndigheder og private med en berettiget interesse.

Det ved vi om sagen:

* CPR-administrationen blev 2. oktober 2026 opmærksom på, at der i løbet af september har været en uregelmæssig adfærd i CPR-systemet.

* I løbet af weekenden er CPR-administrationen blevet bekendt med, at uvedkommende har skaffet sig uautoriseret adgang til navne adresser og CPR-numre på cirka 8,8 millioner registrerede personer.

* Den uautoriserede adgang er foregået ved, at uvedkommende har brugt en privat dansk virksomheds lovlige adgang til at søge oplysninger i CPR-systemet.

* Private virksomheder med en berettiget interesse har ret til at få leveret oplysninger fra CPR om en større afgrænset kreds af personer, som virksomheden på forhånd har identificeret enkeltvis enten via personnummer, fødselsdato og navn, eller navn og adresse.

* Ministeriet meddeler, at CPR har sat en stopper for virksomhedens adgang.

* Der er endnu ikke oplysninger om, hvem der står bag.

* Der er som konsekvens af hændelsesforløbet iværksat initiativer i forhold til CPR, som skal forhindre lignende hændelser.

* CPR-administrationen har anmeldt hændelsen til Datatilsynet, og sagen bliver efterforsket af politiet.

Kilde: Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT