Over 400 er på Danskerlisten for højspændte Libanon
Udenrigsministeriet har opfordret alle til at forlade Libanon - omkring 420 personer er på Danskerlisten.
Der er omkring 420 danske borgere, som har skrevet sig på Danskerlisten for Libanon - landet, som Israel har lovet at sende et "hårdt" modsvar, efter en raket affyret fra Libanon lørdag dræbte flere i Golanhøjderne.Det oplyser Udenrigsministeriet i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Der er i øjeblikket registreret ca. 420 personer på Danskerlisten for Libanon, lyder det.
Udenrigsministeriet gør samtidig opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er et udtryk for, præcis hvor mange danskere, der befinder sig i landet.
- Det er frivilligt at tilmelde sig Danskerlisten. Danskerlisten kan ikke tages som udtryk for, hvor mange danskere, der p.t. opholder sig i landet. Der kan både være flere eller færre.
Danskerlisten er en liste, som danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan skrive sig på, når de rejser eller bor i udlandet.
Listen gør det muligt for Udenrigsministeriet at sende beskeder til de registrerede personer, hvis der opstår en krise i form af naturkatastrofer, politiske uroligheder eller terror i det land, man har tilmeldt sig under.
Tidligere søndag indskærpede ministeriet, at danskere bør forlade Libanon.
Alle rejser til Libanon frarådes, og alle danskere opfordres til at forlade landet, mens det stadig er muligt, lød det.
Meldingerne fra Udenrigsministeriet kommer, efter at Israel har advaret om risiko for en regulær krig mod bevægelsen Hizbollah, der kommer fra Libanon.
Lørdag blev 12 børn og unge meldt dræbt i et raketangreb ved en fodboldbane i Golanhøjderne, som Israel har besat.
Ifølge Israel stod Hizbollah bag angrebet. Det afviser gruppen dog.
Allerede natten til søndag udførte Israel flere luftangreb i Libanon som svar på raketangrebet i Golanhøjderne.
Allerede i begyndelsen af juli fik spændingerne mellem Israel og Hizbollah Udenrigsministeriet til at fraråde alle rejser til både Israel og Libanon.
/ritzau/