Nyt videnscenter skal bekæmpe unges pillemisbrug

28. OKT 2024 • 09:40INDLAND/KRIMINAL

Regeringen vil unges misbrug til livs med bedre kompetencer. Misbrugsekspert tror mere på døgnbehandling.

Opioider er det mest dødelige rusmiddel, du kan finde på det illegale marked, og antallet af unge, der bruger det stiger og stiger.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af unge mellem 16 og 20 år, der blev indlagt med opioidforgiftning steg med 200 procent fra 2018 med 47 tilfælde til 2023 med 141 tilfælde.

Nu vil regeringen med et nyt udspil styrke misbrugsbehandlingen for unge.

Regeringen præsenterer mandag klokken 13.30 et nyt udspil, de kalder "Ungdom uden opioider". Heri er der afsat 19,5 millioner kroner til at drive et nyt nationalt kompetencecenter.

Centeret skal blandt andet afholde kurser og efteruddannelse for læger og andet relevant personale. Og så skal det fungere som et videnscenter, der kan bidrage til en bedre behandling af misbrug hos børn og unge.

Det oplyser indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Henrik Rindom er overlæge og misbrugsekspert, og han vil ikke undervurdere betydningen af et kompetencecenter, men ifølge ham er der andre tiltag, der kunne have en større effekt.

- Enhver indsats vil kunne forbedre kvaliteten af behandlingen. Men jeg så hellere at kommunerne i fællesskab fik etableret nogle døgnbehandlingssteder.

- Alle unge i misbrug burde kunne få døgnbehandling, så det er ærgerligt at kommunerne ikke har økonomi til det, lyder det.

I udspillet sættes der også penge af til en pulje, kommunerne kan søge med henblik på at udvikle nye eller eksisterende behandlingstilbud.

Og socialborgmester i landets største by Karina Vestergård Madsen (EL) er glad for, at der bliver afsat penge til området.

- I København er billedet ikke, at vi står på kanten af en opioidkrise eller amerikanske tilstande, men der er en stigning, og der er helt sikkert et mørketal. Så det er en problemstilling, vi for alt i verden skal tage i opløbet, lyder det.

Og hvis der er midler, som Københavnerne kan få glæde af, så er det bestemt en pulje socialforvaltningen vil søge, siger hun.

Der bliver sammen med udspillet iværksat en informationskampagne, der skal forebygge, at unge ender i et opioidmisbrug.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT