Nu er den første million ejendomsvurderinger sendt ud

26. SEP 2024 • 09:12INDLAND/KRIMINAL

Vurderingsstyrelsen erklærer sig godt på vej mod at få sendt 2020-ejendomsvurderingerne ud inden nytår.

De har allerede været mange år undervejs, men nu begynder 2020-ejendomsvurderinger for alvor at tikke ind hos de danske boligejere.

Således kan Vurderingsstyrelsen nu fejre, at man nu har rundet én million 2020-ejendomsvurderinger og dermed er mere end halvvejs i mål med at vurdere de i alt 1,7 millioner boliger.

- Vi er rigtig glade for at være kommet så langt. Men det er klart, at vi knokler selvfølgelig også stadigvæk på for at få de resterende vurderinger ud til boligejerne, siger Anne-Sofie Jensen, der er direktør i Vurderingsstyrelsen.

Hun fortæller også, at der indtil videre er sendt 1,3 millioner såkaldte deklarationsmeddelelser ud.

De fortæller boligejeren, hvilke oplysninger, der ligger til grund for vurderingen og giver mulighed for at påpege fejl eller mangler, inden vurderingen sendes ud.

- For nogle ejendomme betyder det, at der sker noget sagsbehandling på bagkant i dialog med boligejerne, inden vi lægger os fast på vurderingerne.

- Men det er kun 0,3 procent, der klager over deres endelige vurdering, og det er vi meget tilfredse med, siger Anne-Sofie Jensen.

Vurderingsstyrelsens mål er, at alle 2020-vurderinger skal være sendt ud inden nytår.

Og med det nuværende tempo er det ikke urealistisk, selv om teknikken fortsat kan drille.

- Det er et nyt og stort it-system, vi har taget i brug. Det har ikke været fuldt udviklet fra start og har derfor løbende fået ny funktionalitet.

- Men vi er blevet bedre og bedre til at få processerne til at køre effektivt i takt med, at vi har fået flere erfaringer, siger Anne-Sofie Jensen.

Med en 2020-vurdering i hånden ved en boligejer, om vedkommende har betalt for meget eller for lidt i skat i perioden 2011-2020.

Når 2020-vurderingerne er færdige, lyder de næste opgaver for Vurderingsstyrelsen at få lavet omvurderinger for 2021 og de endelige 2022-vurderinger.

Sidstnævnte forventes at blive sendt ud næste år.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT