KØB ABONNEMENT

Norsk vikingeskib kommer til Danmark

INDLAND/KRIMINAL • 16. OKT 2026 • 12:56

Et ti meter langt og knap to meter bredt vikingeskib bliver udlånt til Moesgaard Museum ved Aarhus.

Et norsk vikingeskib kommer til Danmark og skal udstilles på Moesgaard Museum ved Aarhus.

Det oplyser den norske kulturarvsmyndighed Riksantikvaren i en pressemeddelelse fredag.

Skibet blev fundet af arkæologer under en udgravning i 1880. Her blev det fundet om bord på Gokstadskibet, der er Norges største bevarede vikingeskib.

I alt blev der fundet tre mindre skibe om bord på vikingeskibet. Nu skal et af de tre skibe udlånes til Danmark.

Skibet er næsten ti meter langt og knap to meter bredt og er bygget af egetræ.

- Båden er en meget vigtig kulturskat fra vikingetiden, og det er ikke hverdagskost, at vi giver tilladelse til, at en sådan båd kan føres ud af landet, udtaler Kaare Stang fra Riksantikvaren i meddelelsen.

Da arkæologerne fandt de tre mindre både, var de alle hugget i stykker. Arkæologerne mener, at det skete som led i et begravelsesritual.

Efter planen skal skibet lånes ud til Danmark i ti år i forbindelse med en ny udstilling på det aarhusianske museum.

Normalt giver de norske myndigheder kun tilladelse til udlån i højst tre år ad gangen, fremgår det af meddelelsen. Derfor skal museet aflevere en statusrapport hvert tredje år i låneperioden.

Ifølge Kaare Stang stoler de norske myndigheder på, at danskerne vil passe godt på skibet. Han understreger dog, at skibet med tiden skal tilbage til Norge igen.

Det er Kulturhistorisk Museum i Norge, der ejer båden og har søgt om tilladelse til at låne skibet ud til Danmark.

Der oplyses ikke nærmere om, hvornår vikingeskibet forventes at ankomme til Moesgaard Museum.

Det aarhusianske museum har allerede en 6,5 meter lang Gokstad-båd udstillet, fremgår det af museets hjemmeside.

Båden blev brugt til at ro mandskab og udveksle ordrer mellem krigsskibene.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT