Naturnationalpark i Gribskov indvies med bioblitz og ministertale

INDLAND/KRIMINAL11. SEP 2026 • 14:40

Der er anmeldt to demonstrationer, når miljøminister søndag indvier Danmarks anden naturnationalpark.

Naturnationalpark Gribskov, der er Danmarks anden naturnationalpark, indvies på søndag.

Det sker med naturvandringer og bioblitz, hvor man kortlægger planter, dyr, svampe og mikroorganismer.

Naturnationalparken omfatter et 1300 hektar stort område i Gribskov vest for Esrum Sø.

Det er planen, at der udsættes stude, krondyr og elge, fremgår det af en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.

Maria Reumert Gjerding (SF) siger, at hun glæder sig "utroligt meget" til at indvie parken.

- Når vi indvier en ny naturnationalpark i Danmark, giver vi naturen et sted, hvor den er førsteprioritet.

- Og det mangler vi. Vi har brug for vild natur og flere levesteder til sommerfugle, blomster og svampe, siger hun i meddelelsen.

En naturnationalpark er kendetegnet ved, at der er store dyr, som året rundt kan græsse og give grobund for mere variation i naturen.

Skovdrift og anden produktion skal som udgangspunkt ophøre, ligesom drænrør skal fjernes og grøfter tildækkes.

Danmarks første naturnationalpark i Fussingø ved Randers åbnede i juni sidste år.

Planen er, at der på sigt skal etableres 21 naturnationalparker.

Gribskov er ifølge Naturstyrelsen et af Danmarks "vigtigste hotspots for biodiversitet knyttet til skov".

Der findes både ynglende fiskeørn og en betydelig bestand af fuglen rødrygget tornskade.

Som led i udsætningen af store græssende dyr er der blevet opsat cirka 22 kilometer hegn.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for det.

Der er ifølge TV2 Kosmopol registreret 23 hændelser i år om hærværk mod den nye naturnationalpark, hvor blandt andet hegnet er blevet klippet op.

Ligeledes er der ifølge mediet blevet hængt bannere op, hvor naturnationalparken sammenlignes med en koncentrationslejr.

Der er ifølge mediet Naturmonitor anmeldt to demonstrationer i forbindelse med den officielle indvielse af Naturnationalpark Gribskov.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT