Myndighed blokerer for adgang til 79 ulovlige spilhjemmesider

5. SEP 2024 • 10:48INDLAND/KRIMINAL

Siden 2012 har Spillemyndigheden blokeret for 438 hjemmesider. De seneste 79 tæller mange til børn og unge.

Danske gamblere har fået færre steder at søge hen, når trangen til spil melder sig.

Der er nemlig blevet blokeret for adgangen til yderligere 79 ulovlige spilhjemmesider i forbindelse med en vedvarende dansk indsats.

Det oplyser Spillemyndigheden, der fører tilsyn med den slags, i en pressemeddelelse.

Flere af de blokerede hjemmesider henvender sig særligt til børn og unge.

Siden 2012 er i alt 438 hjemmesider blevet blokeret, så de ikke kan tilgås via en dansk teleudbyder.

Når der skal træffes beslutning om at blokere adgangen til hjemmesider, sker det hos domstolene. Retten på Frederiksberg har således givet grønt lys i den seneste omgang.

Der lukkes for adgang med en såkaldt DNS-blokering. Hvis man via en dansk teleudbyder alligevel forsøger at tilgå en af disse hjemmesider, bliver man mødt af en besked om, at siden er ulovlig.

Spillemyndigheden er klar over, at nogle vil forsøge at omgå denne blokering, siger Anders Dorph, der er direktør i myndigheden, i meddelelsen.

- Derfor er det meget vigtigt for os, at den information, man møder, er tydelig og gør spillerne bevidste om, at de forsøger at komme ind på en side uden tilladelse.

- Disse sider har langt fra samme grad af forbrugerbeskyttelse, lyder det videre.

Her henvises til, at man på lovlige hjemmesider ikke kan spille, hvis man er under 18 år, eller hvis man er registreret i Rofus.

Rofus er et register over dem, som frivilligt har ladet sig udelukke fra at spille.

De blokerede sider tilbyder forskellige former for spil, der tæller fra casino, online væddemål og såkaldt skinbetting.

Skins er virtuelle genstande, som benyttes i computerspil som en måde at ændre det kosmetiske udseende af eksempelvis et våben eller en karakter.

Nogle spilhjemmesider tilbyder, at kunderne kan bruge disse skins som betalingsmiddel.

Spillemyndighedens arbejde foregår blandt andet ved automatiserede søgninger, men man følger også op på anmeldelser fra borgere og virksomheder.

Støder myndigheden på en ulovlig spilhjemmeside, bliver ejerne i første omgang gjort opmærksomme på overtrædelsen. Herefter bliver de bedt om at stoppe det ulovlige udbud.

Hvis vedkommende ikke følger op på henvendelsen, går Spillemyndigheden rettens vej for at få tilladelse til en blokering.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT