KØB ABONNEMENT

Minister forventer at der kan drives jagt på ulve i Danmark næste år

INDLAND/KRIMINAL • 30. OKT 2026 • 15:29

To udbud er sat i gang, der skal give naturminister vished for, om den danske ulvebestand er levedygtig.

Forskere skal nu regne på, hvor mange ulve der skal være i Danmark, for at bestanden kan betegnes som levedygtig.

Regnestykket er en forudsætning for, at der kan tillades jagt på ulve, lyder det fra minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S).

- Vi skal have en bestandsmodel på plads. Det er et skridt i retning af, at vi kan regulere - altså have jagt på ulve i Danmark.

Opgaven med at lave en bestandsmodel sendes nu i offentligt udbud af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Opdraget er, at der skal fastsættes et tal for, hvor mange ulve der mindst skal være i Danmark, for at bestanden kan betegnes som levedygtig.

Det sker sideløbende med, at et andet offentligt udbud er sat i gang om individbaseret overvågning af ulv.

Som det er nu, er ulveovervågningen baseret på et skøn.

I foråret 2026 skønnede forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet således, at der var mindst 49 voksne ulve.

Ministeren har dog ønsket en mere præcis opgørelse baseret på DNA fra hver enkelt ulv.

- Vi skal have en faglig optælling af ulvene, og vi skal have en model for en minimumsbestand.

- Når det er på plads, så er det det faglige grundlag, vi skal bruge over for EU til at påvise, at vi har en levedygtig ulvebestand i Danmark.

- Og hvis vi har det, kan vi drive jagt på ulv, ligesom vi gør på en række andre arter, siger Christian Rabjerg Madsen.

Ulven er fredet som følge af EU's habitatdirektiv. Kun hvis ulven er i såkaldt gunstig bevaringsstatus, kan der gives mulighed for regulering eller jagt i et medlemsland.

Med individoptællingen og bestandsmodellen håber ministeren at kunne påvise over for EU, at ulvebestanden herhjemme er tilstrækkelig robust, til at der kan indføres jagt.

Bestandsmodellen forventes på plads i løbet af 2027, og allerede samme år håber Christian Rabjerg Madsen, at der kan gives tilladelse til jagt på ulve.

- Det er min ambition, at vi kan have jagt på ulve i 2027, fordi det er der, vi begynder at få tallene.

- Min forventning er, at de vil vise, at vi har en levedygtig ulvebestand, og at vi derfor kan have jagt på ulven, siger Christian Rabjerg Madsen.

Spørgsmål: Men det er jo forskere, der skal lave udregningerne. Giver du ikke nærmest resultatet på forhånd, når du siger, at du forventer jagt på ulve i 2027?

- Nej, jeg har været meget påpasselig med at sige, at det er min vurdering og forhåbning, at vi har en levedygtig ulvebestand, så vi kan have jagt på ulv inden for de faglige grænser, vi er forpligtet til af de internationale regler, siger ministeren for natur og dyrevelfærd.

Ulve, der angriber dyr bag ulvesikret hegn eller mangler instinktiv skyhed over for mennesker, kan allerede inden for de nuværende regler skydes.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT