Markeder og byfester får nej til kompensation for sløjfet bededag

30. MAR 2023 • 10:17INDLAND/KRIMINAL

Sammenslutning af markeder og byfester forudser økonomiske problemer for de arrangører, der må droppe bededag.

Regeringen har ikke tænkt sig at kompensere danske markeder og byfester for at store bededag bliver sløjfet som helligdag.

Det er indholdet af et svar fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) til Sammenslutningen af By- og Markedsfester i Danmark.

Sammenslutningen havde henvendt sig med et ønske om et økonomisk plaster på såret for den tabte helligdag, der betyder, at nogle markeder og byfester må se sig om efter et andet tidspunkt for deres aktiviteter.

Det gælder eksempelvis Døllefjelde-Musse Marked på Lolland, der ellers har været afholdt i storebededagsferien siden 1980.

- Vi havde henvendt os, i håb om at vi ville få en slags hjælpepakke, forklarer markedets formand, Per Hansen, der også er næstformand i Sammenslutningen af By- og Markedsfester i Danmark.

Det er først i 2024, at store bededag sløjfes som helligdag. Men et års varsel er alligevel meget kort, mener Per Hansen.

Problemet er set med formandens øjne, at mange markeder er bundet op af aftaler med leverandører, der rækker både tre og fem år frem i tiden.

- Det betyder, at nogle markeder nu skal i dialog med leverandører om at få annulleret deres aftaler, alternativt indgå aftaler på andre datoer. Men leverandørerne er jo i deres gode ret til at kræve, vi skal betale for den ydelse, vi har indgået kontrakt omkring, siger Per Hansen.

Han mener også, at en økonomisk håndsrækning fra regeringen ville være på sin plads som hjælp til annoncering og skiltning for de markeder og byfester, der nu skal vænne borgerne til nye datoer.

- Der er en masse ting, der skal fornyes, og en masse markedsføring, der skal intensiveres voldsomt, for at få fortalt borgerne, at et arrangement nu ligger på et andet tidspunkt, siger Per Hansen.

Erhvervsministeren skriver i sit svar, at sløjfningen af store bededag "samlet set vurderes at have en positiv effekt på dansk erhvervsliv".

Det skyldes ifølge ministeren, at arbejdsudbuddet og bruttonationalproduktet øges som følge af manøvren.

- Men selv om der bredt set er tale om en gevinst for erhvervslivet, så vil der også være konkrete erhverv og dermed virksomheder, som kan opleve mindre omsætning, når store bededag afskaffes, skriver ministeren.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU