Mange aktiviteter og højt prisniveau skaber på ny underskud i kongehuset

26. MAR 2024 • 14:07INDLAND/KRIMINAL

Kongehuset havde sidste år fokus på at tilpasse økonomien efter et betydeligt millionunderskud i 2022.

Kongehuset kom ud af sidste år med et underskud på godt en million kroner.

Det viser kongehusets årsrapport for 2023, der er blevet offentliggjort tirsdag.

Resultatet skal ifølge årsrapporten ses på baggrund af et år med mange aktiviteter og et fortsat højt prisniveau.

Efter et betydeligt underskud på over otte millioner kroner for 2022 har der været fokus på at tilpasse økonomien, lyder det.

Årsregnskabet for Den Kongelige Civilliste, der omfattede statsydelsen for dronning Margrethe, viser, at der blev brugt lidt over to millioner kroner på varme og el og over tre millioner på kongelige arrangementer.

Af store begivenheder for kongehuset sidste år kan nævnes kronprins Christians 18-års fødselsdag og dronning Margrethes regeringsjubilæum.

Energiregningen er på et år faldet med omkring 40 procent for Den Kongelige Civilliste, mens der er blevet brugt over to millioner kroner mindre på arrangementer.

Omvendt er regningen for forsikringer og konsulentydelser steget.

Den klart største udgiftspost i civillistens regnskab er personaleomkostninger, som sidste år udgjorde 59 millioner kroner. Det svarer til 60 procent af de samlede udgifter.

Hvert år er en del af statsydelsen til dronning Margrethe blevet henført som et såkaldt rammebeløb.

Sidste år var beløbet, som blandt andet går til beklædning og inventar, knap 12 millioner kroner.

Prinsesse Benedikte modtog 1,3 millioner kroner, mens prins Joachim modtog knap fire millioner i årpenge.

19. april tager Folketinget hul på tre lovforslag, der omhandler kong Frederiks civilliste og årpenge for kronprins Christian og dronning Margrethe.

Efter tronskiftet i januar annoncerede kongehuset, at man i forbindelse med kongehusets årsrapport fremover ville fremlægge en liste over de gaver, som medlemmerne af kongefamilien modtager.

Men en sådan gaveliste vil først være tilgængelig i næste års rapport.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU