Lave temperaturer fører til flere uheld i trafikken

8. DEC 2022 • 07:29INDLAND/KRIMINAL

Vejdirektoratet opfordrer til, at man kører forsigtigt og er opmærksom i trafikken fra morgenstunden.

Der har været en håndfuld uheld i trafikken i løbet af natten - sandsynligvis på grund af glatte veje som følge af de lave temperaturer.

Det fortæller vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter Karina Svendsen.

- Man skal køre forsigtigt og være opmærksom på, at det kan være glat derude, fortæller hun.

På E45 Østjyske Motorvej er trafikken omkring klokken 7 påvirket i begge retninger fra Horsens mod Vejle mellem Horsens V <56> og <56b>.

Det kommer efter to uheld omtrent samme sted på hver sin side af kørebanen.

- Vi har folk på vej derud. I nordgående retning kører de forsigtigt forbi, og i sydgående holder de stille, men jeg tror, de kører lige om lidt igen, siger Karina Svendsen.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er temperaturerne omkring klokken 6 i omegnen af minus tre grader flere steder.

Lokalt kan temperaturerne dog være på helt ned til 10 graders frost, skriver DMI på Twitter.

Det betyder imidlertid ikke, at der venter en mørk dag forude.

- Det bliver en solrig dag med temperaturer omkring frysepunktet. Over de sydligste egne og på Bornholm skal man dog være lidt tålmodig, men her vil solen også titte frem, skriver DMI.

Uheldene har ifølge Karina Svendsen primært fundet sted i Nord- og Vestsjælland.

Saltspredere har i nat været i gang i hele landet for at sikre farbare veje.

- Hold afstand til andre biler, hvis man kan. Vi håber, folk kommer godt afsted, siger Karina Svendsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU