Langt flere kvinder end mænd skifter efternavn

14. FEB 2025 • 08:24INDLAND/KRIMINAL

Antallet af skift i efternavne har ligget stabilt de seneste ti år. I 2024 skiftede 33.268 personer efternavn.

I gammel traditionel forstand skifter en kvinde sit efternavn til sin mands ved giftemål.

Meget peger i retning af, at den gamle tradition stadig har fat i dele af den danske befolkning.

Sidste år skiftede 33.268 personer efternavn, og 70 procent af disse personer var kvinder.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der har opgjort hele befolkningens navne per 1. januar 2025.

Personerne, der skiftede efternavn, var typisk ifølge tallene mellem starten af 20'erne og starten af 40'erne, hvilket er samme aldersinterval, man typisk bliver gift.

Om skiftet af efternavn er direkte afledt af vielser er dog ikke undersøgt i Danmarks Statistiks opgørelse. To ud af tre i alderen mellem 24 og 37 år, der fik nyt efternavn i 2024, blev også gift i 2024.

Antallet af skift i efternavne har ligget stabilt de seneste ti år.

Det er ikke kun efternavne, der er blevet skiftet ud sidste år. 5147 personer skiftede deres fornavn.

Her var det også primært kvinderne, der stod for skiftet. To ud af tre personer, der skiftede deres fornavn, var kvinder.

Nogle typer af skift i fornavne var en ændring i stavemåden. Andre ændringer bestod i, at et eller flere stavelser blev fjernet, mens andre tog helt nye fornavne.

For kvindernes vedkommende var der flest, der skiftede fra navnet Susanne til Sanne. Det gjaldt 18 kvinder. For mændenes vedkommende var der flest, der skiftede fra Rene til René. Det gjaldt 29 mænd.

De mest almindelige fornavne i den danske befolkning var sidste år henholdsvis Peter og Anne.

Opdeler man befolkningen i aldersgrupper, er der forskel på aldersgruppernes topscorere.

Navnet William ligger i top for aldersgrupperne 1-9 år og 10-19 år. For pigerne er det navnene Alma og Emma, der ligger i top i de to aldersgrupper.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT