Læger opfordrer regioner til at følge op på anklager mod klinikker

29. FEB 2024 • 21:58INDLAND/KRIMINAL

PLO mener, at regioner skal undersøge omfang af misbrug i lægekoncern, der driver klinikker over hele landet.

De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) opfordrer Danske Regioner til at undersøge omfanget af koncernen Alles Lægehus' misbrug af ydelsessystemet.

Det siger formand for PLO Jørgen Skadborg torsdag til Ritzau.

Opfordringen kommer på baggrund af en række afsløringer fra DR, som viser, at Alles Lægehus øjensynligt har sendt en vejledning til sine lægeklinikker om at overfakturere systematisk - eller med andre ord tage betaling for behandlinger, som patienterne ikke får.

Alles Lægehus har ifølge DR 130.000 patienter tilknyttet og driver 39 klinikker i hele Danmark.

- Vi mener, at man skal have kigget på de klinikker, der reelt drives af den her koncern. Det skal man, for at se hvilket omfang misbruget har, og hvordan det skal sanktioneres, lyder det fra PLO-formanden.

Det er regionerne, der er tilsynsmyndighed.

Hvis der foregår noget i strid med overenskomsten, kan klinikken ultimativt fratages sit ydernummer.

Et ydernummer er det nummer, som en praktiserende læge får tildelt, når vedkommende skal yde behandling gennem den offentlige sygesikring.

Ydernummeret kan blive frataget, hvis der er sket grove brud på overenskomsten, forklarer Jørgen Skadborg.

- Eller hvis der er begået decideret svindel og bedrag, tilføjer han.

Iværksætter Thomas Helt, der har grundlagt og er bestyrelsesformand i Alles Lægehus, afviser over for DR, at der uretmæssigt og systematisk bliver taget tillægsydelser i klinikkerne.

- Sker der fejl i Alles Lægehus? Ja, det gør der. Vi har over en million konsultationer i Alles Lægehus. Så der kan ske fejl, men systematisk laver vi ikke den form for fifleri, siger han til DR.

Hvis regionerne ikke tager sagen op, vil PLO gøre det.

- Det kan vi gøre ved at rejse sager mod konkrete klinikker, som vi har fået kendskab til via whistleblowere, eller klinikker, der er kommet til kendskab i offentligheden, lyder det fra Jørgen Skadborg.

Jørgen Skadborg peger på, at det største problem ved koncernen Alles Lægehus er, at man "i meget udbredt grad arbejder med sygeplejersker i front og kun i sparsomt omfang har en læge til stede i klinikkerne".

Det er ifølge Skadborg ikke sundhedsfagligt forsvarligt.

- Én ting er stråmandskonstruktionen, hvor ejerlægen aldrig sætter sine ben i klinikkerne og tager ansvar for driften. Men det er også et overenskomstbrud, hvis der ikke i det mindste er en fast ansat læge til stede, siger han.

Skadborg opfordrer patienter, som har opdaget, at der er blevet trukket for ydelser, som de ikke har modtaget, til at kontakte regionen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU