Læger kalder kontaktpunkt for et bureaukratisk monster

11. DEC 2023 • 17:23INDLAND/KRIMINAL

De praktiserende læger vil bevare den tætte kontakt til patienten og afviser en national telefonlinje.

Det kan blive et markant anderledes sundhedsvæsen, som borgerne vil møde om nogle år.

Danske Regioner, der styrer og administrerer sygehusene og de praktiserende læger, ønsker en ny indretning af almen praksis.

Det skal blandt andet ske med ét centralt kontaktpunkt til sundhedsvæsenet, der skal være åbent døgnet rundt.

Her skal det være muligt at komme i kontakt med en sundhedsperson, som kan yde rådgivning og vejlede om behandling, herunder om der er behov for at opsøge egen læge.

Løsningen skal tage en del af presset på almen praksis og kan måske tænkes sammen med den regionale lægevagt.

Et fagligt uforståeligt forslag, siger formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) Jørgen Skadborg.

Han kalder kontakten med egen læge for en af hjørnestenene i det danske sundhedsvæsen og velfærdssamfund.

- For borgerne vil det være en stor forringelse, at den direkte adgang til egen læge erstattes af et discount callcenter.

- Det vil være et bureaukratisk monster og et helt unødvendigt ekstra led, man vil skyde ind mellem borgerne og deres egen læge, siger Jørgen Skadborg i en skriftlig udtalelse.

Han mener, at udspillet vidner om, at regionerne er uegnede til at stå med ansvaret for almen praksis i fremtiden.

- Regionerne ser i bund og grund sig selv som sygehusejere, og de forstår og anerkender ikke værdien af den personlige relation og direkte kontakt mellem borgerne og deres egen læge, siger Jørgen Skadborg.

Ifølge Heino Knudsen (S), der er formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner, skal det dog stadig være muligt at komme i kontakt med sin egen læge.

- I virkeligheden er det, vi rigtig gerne vil, at gøre tilgængeligheden for vores borgere endnu større. Nogle kender det fra deres forsikringsselskab, hvor man kan komme i kontakt med en sundhedsfaglig medarbejder hele døgnet rundt, siger han.

Danske Patienter, der repræsenterer patientforeninger, mener, at idéen er god.

- Mange har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet. Et fast kontaktpunkt vil gøre det lettere og mere entydigt, hvor man skal henvende sig.

- Vi ser gerne, at det bliver koblet til 1813, så borgerne ikke skal tænke på, om de ringer før eller efter klokken 16, siger direktør Morten Freil.

Oplægget fra Danske Regioner kommer samtidig med et oplæg fra Sundhedsstyrelsen.

Begge ønsker at lade de praktiserende læger spille en større rolle i fremtiden.

Frem for at blive behandlet på sygehusene skal flere patienter behandles i det nære sundhedsvæsen, som blandt andet tæller de praktiserende læger.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU