Krisestab følger fortsat situation med mobilnet trods normal drift

28. NOV 2024 • 20:44INDLAND/KRIMINAL

Selv om TDC har meddelt, at mobilnettet er i normal drift, følger myndigheder fortsat situationen.

Den Nationale Operative Stab (Nost) har torsdag været samlet for at følge nedbruddet af TDC's mobilnet og drøfte de afledte effekter.

Men selv om TDC torsdag aften har oplyst, at mobilnettet igen er i normal drift, vil myndighederne i Nost fortsat følge situationen.

Det siger politiinspektør Tage Jehn fra Rigspolitiet i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Myndighederne i Nost træder sammen, når der opstår større kriser og hændelser i Danmark, for at sikre tværgående samarbejde og koordinering.

- Den Nationale Operative Stab er nu i informationsberedskab, der betyder, at myndighederne fortsat følger situationen, og vi er i tæt dialog med TDC, lyder det fra politiinspektør Tage Jehn.

Tidligere torsdag opstod der problemer på TDC Net's mobilnet, hvilket betød at manges opkaldt ikke gik igennem. Herunder opkald til 112.

Torsdag aften klokken 19.16 lød det fra TDC Net, at mobilnettet igen er i normal drift.

Problemerne med mobilnettet har skabt problemer over hele landet.

Det har blandt andet haft betydning for borgeres mulighed for at ringe 112 ved behov for akut hjælp.

Det har betydet, at flere politikredse har haft sendt alle patruljevogne på gaden.

Desuden har udsatte borgere i flere kommuner været ramt af udfordringerne.

Nødkald for hjemmeboende borgere og borgere på plejehjem har nemlig været påvirket på grund af problemerne.

På grund af problemerne med nødkaldet havde flere kommuner som en nødforanstaltning valgt at foretage ekstra besøg ved udsatte borgere, både hjemmeboende og på plejehjem.

Kommunikationschef hos TDC Net Lasse Bjerre Sørensen har tidligere sagt, at problemerne formentlig skyldes en teknisk fejl internt hos selskabet - og ikke noget udefrakommende.

Fejlen er muligvis sket ved en opdatering, sagde han tidligere torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT