Krigsmuseer mærker stigende interesse for sikkerhed og missiler

30. MAR 2024 • 12:59INDLAND/KRIMINAL

Hos Koldkrigsmuseet Stevnsfort vil gæster ofte vide, om fortet og udstillede missiler kan tages i brug igen.

Med krigen i Ukraine og et stort fokus på forsvar og militær herhjemme er interessen for sikkerhed og beredskab steget.

Det oplever i hvert fald flere krigs- og bunkermuseer i Danmark.

Anders Knudsen, der er museumsinspektør på Koldkrigsmuseum Stevnsfort, fortæller, at man på museet oplever en "aktualisering".

- Vi får rigtig mange spørgsmål, der retter sig mod, om Stevnsfort kan tages i brug igen, og om de missiler, vi har udstillet på terrænet, kan aktiveres og bruges igen.

- Der svarer vi som regel, at det kan ikke lade sig gøre. Fortet er forældet, og missilerne er deaktiverede og er egentlig bare metalgenstande, som de står nu.

Han har ikke præcis data på besøgende, men fortæller, at museet har sat flere guidede ture op i år end sidste år.

- Dykket, vi oplevede under corona, er ved at rette sig meget, så jeg fornemmer, at det, der sker ude i verden, har indflydelse på vores besøgstal også, lyder det.

Han mærker også, at en del flere gymnasieelever henvender sig i forbindelse med SRP-opgaver. Det er den sidste ud af i alt tre store skriftlige opgaver i gymnasiet, og eleverne henvender sig om blandt andet kold krig, krise og beslægtede emner.

Under Anden Verdenskrig var Stevnsfort en vigtig del af det danske forsvar mod øst.

I 1984 blev en enhed af det amerikanske missilsystem Hawk sat op på fortets område over jorden. Det kan stadig ses i dag.

Også i Silkeborg og Skanderborg mærker bunkermuseer stor interesse, skriver TV 2 Østjylland.

- Sidste år havde vi en stigning på op mod 25 procent i forhold til året før, fortæller Martin Philipsen Mølgaard, der er museumsinspektør hos Museum Skanderborg, til mediet.

Han mener, at en del af forklaringen skal findes i den tid, vi lever i, og at krigen er kommet tæt på igen.

Bunkeren ved Skanderborg Sø fungerede som en tysk kommandobunker.

Finn Buus Mosegaard fra Silkeborg Bunker Museum siger til TV 2 Østjylland, at museet her har valgt at udvide åbningstiden, så bunkerne som noget nyt også kan besøges i påskeferien.

Hos Koldkrigsmuseet Regan Vest syd for Aalborg har man været meget opmærksomme på netop interessen.

Museet åbnede i februar 2023 og sætter omkring 8000 billetter til salg fire gange om året.

- Forrige gang i januar sad der 2000 klar i kø til at købe, og nu her sidste gang den 19. marts sad der 3300 i kø. Så interessen er stigende, siger Lars Christian Nørbach, direktør på Nordjyske Museer.

Hovedattraktionen er et bunkeranlæg, der skulle huse regering, embedsmænd samt den siddende regent i tilfælde af en atomkrig.

Det er dermed et civilt anlæg i modsætning til for eksempel Stevnsfort og Langelandsfortet, pointerer Lars Christian Nørbach.

- Så man kommer til Regan Vest for at opleve demokratifortællingen og høre mere om, hvad det er, vi faktisk kæmper for. Det er mit indtryk, at det er folk lige så interesserede i som den skarpe situation med krudt og kugler, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU