Kraftigt snefald op til 30 centimeter rammer Jylland søndag
Der ventes at falde over 15 centimeter sne på seks timer i dele af Jylland, varsler DMI og TV 2 Vejret.
Kraftigt snefald på op mod 30 centimeter kan ramme dele af Jylland søndag.Det viser prognoser fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og TV 2 Vejret lørdag aften.
Der er tale om kraftigt snefald, når der falder mere end 15 centimeter sne på seks timer.
DMI har varslet kraftigt snefald i den nordlige halvdel af Jylland.
- Som det ser ud lige nu, er det især i et område fra indsejlingen til Limfjorden og mod sydøst til Aarhus, hvor man kan forvente de største snemængder - stedvis op mellem 20 og 30 centimeter sne, skriver DMI på sin hjemmeside.
Instituttet tilføjer, at der i den resterende del af varslingsområdet kan falde mellem 15 til 20 centimeter sne.
TV 2 Vejret skriver, at der lokalt kan falde mellem ti og 15 centimeter sne i løbet af to til tre timer.
- Et så kraftigt snevejr kan blandt andet skabe kaos i trafikken i form af sneglatte veje, da sneplovene kan få problemer med at følge med.
Kenneth Andersen, der er vagthavende hos Vejdirektoratet, opfordrer ifølge TV 2 borgere i det nordlige Jylland til at holde sig fra vejene søndag, hvis prognoserne om kraftigt snefald holder stik.
- Hvis der kommer den mængde, så skal man overveje, om det er så vigtigt, at man skal ud og køre. Vi opfordrer til, at man udsætter det, man skal, til en anden dag, hvis det ikke er strengt nødvendigt, siger han.
De store snemængder vil ifølge TV 2 Vejrets prognoser falde i det nordvestlige Jylland allerede i de tidlige morgentimer.
I løbet af formiddagen ventes snevejret at bevæge sig mod det østlige Jylland.
Resten af landet kan forvente overvejende tørvejr i morgen- og formiddagstimerne undtagen Bornholm, hvor der også kan komme snebyger.
Ved middags- og eftermiddagstid vil bygerne være centreret over det østlige og nordlige Jylland.
Hen over eftermiddagen kan det nordlige Sjælland også blive ramt af et par centimeter sne, skriver TV 2 Vejret.
/ritzau/