Kommuner tøver med upopulært forbud mod brændeovne

1. APR 2024 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Kun få kommuner er foreløbig brændt varme på Folketingets ønske om at forbyde gamle osende brændeovne.

Kommunerne står ikke ligefrem i kø for at tage det opgør med forurenende gamle brændeovne, som Folketinget har givet dem mulighed for.

Brændeovne er en af de mindst effektive og mest sundhedsskadelige varmekilder.

Derfor har Folketinget besluttet, at kommunerne siden juli 2023 kan forbyde ældre brændeovne fra før 2008 i områder med god kollektiv varmeforsyning med fjernvarme eller naturgas.

Foreløbig er der ikke sket meget. For fyring med brænde appellerer til mange vælgeres urinstinkter.

- Brændeovnsfyring er den moderne mands sidste bastion. Man kan ikke rigtigt skyde store dyr i naturen længere.

- Men man kan hugge brænde og fyre op, så ens familie er varm og tryg, siger Torben Sigsgaard, professor ved Institut for Folkesundhed.

Det er en del af hans forklaring på, at brændeovnsfyring trods årtiers ubestridte sundhedsskadelige effekter stadig er den eneste ikkeafgiftsbelagte energiform i vikingelandet Danmark.

Folketingets forbud skal nedbringe antallet af danskere, der får alvorlige sygdomme eller lider en for tidlig død af de fine partikler fra brændeovnsforurening.

Aarhus Kommune er længst fremme med et forbud. Byrådet sendte 3. marts forslaget i borgerhøring i fire uger.

- Der er en stærk fælles interesse i byrådet for at få et renere miljø. Folketinget har nu givet os en mulighed, vi har sukket efter i mange år, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Emnet giver anledning til mange naboskærmydsler. Af samme grund mener han også, at det er politikernes ansvar at tage slagsmålet, som så ikke skal kæmpes over nabohækken.

- Målet er at undgå en masse sundhedsmæssige problemer. Hyggen får jo en bismag, hvis den er til stor gene for en hel masse mennesker, siger han.

- Dybest set er det lidt bizart i en kommune, hvor der er fjernvarme i 98 procent af alle boliger, at nogle har trang til at fyre med noget, der både er ineffektivt og sundhedsskadeligt - også for dem selv, siger borgmesteren.

Miljøstyrelsen har fået tilkendegivelser af, at Roskilde, Silkeborg og Frederiksberg samt København og Odense også ser på sagen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU